Sydkoreanske SK Telecom T1 er et af verdens allerbedste League of Legends-hold. Foto: Fra Riot.

Efter 204 uger som nummer 1: LoL er væltet af tronen i Korea

I fire år har League of Legends været det ubestridt mest spillede spil i Sydkorea, men efter godt en måneds tilløb har Blizzard sat en stopper for den lange stime.

Skrevet af Daniel Winther Pedersen – daniel@esm.dk

Sydkorea har altid været en dominerende faktor på den internationale eSports-scene, hvor tonsvis af unge sydkoreanere i mange år har jagtet drømmen om at blive professionel eSportsudøver.

Siden 1999 er eSport blevet sendt på tv i det asiatiske land, og i de seneste år har det især været League of Legends, som sydkoreanerne har domineret i.

Det skyldes primært, at Riot-spillet har været det mest spillede spil i Sydkorea i de seneste fire år i træk.

Men det er slut nu.

De nyeste tal fra Gametrics, som leverer tal over det mest populære software i Sydkorea, viser, at Blizzards nye first person shooter-spil, Overwatch, netop har overtaget førstepladsen, som League of Legends har siddet på i 204 uger i træk.


Tendensen har været undervejs i noget tid, hvor Overwatch siden sin release sidst i maj 2016 har indtaget det sydkoreanske marked med storm.

Inden Overwatch udkom, stod League of Legends for hele 43,6% af markedet, men er efter blot lidt mere end en måned nu nede på 27,86%.

Overwatch står nu for 30,36% af det sydkoreanske marked og indtager altså førerpositionen.


En kommentar

  1. BrutalFissure Wuffie

    Jeg regner med at LoL holder kun til 2018-19 og så er den officielt ude. Andre spil kommer til hele tiden og det kan ikke være giganten for evigt, ligesom WoW ikke holdt populariteten, selv til dags dato.