Foto: Riot

415 m2, pool og jacuzzi: Froggen og co. lever som konger i Beverly Hills

Froggen og resten af Echo Fox viser deres gaming-hus frem i en ny video – og der mangler bestemt ikke noget. 

Af Mads Illum Dalsgaard – mads@esm.dk

Esport stiger hele tiden i popularitet, præmiesummerne bliver højere og spilerne får bedre kontrakter. Faciliteterne skal derfor også være i top, og mange af holdene bor nu sammen i huse, der er indrettet til, at spillerne har mulighed for at træne så meget som muligt.

Amerikanske Echo Fox, som er ejet af den tidligere basketballspiller, Rick Fox, har dog et gaming-hus udover det sædvanlige. Huset er 415 kvadratmeter, har fem soveværelser, seks badeværelser – og så er der både pool og jacuzzi.

I en ny video, lavet af Echo Fox selv, viser den danske midlaner Henrik “Froggen” Hansen, blandt andre, rundt i huset og fortæller, hvad et hold som Echo Fox får dagen til at gå med.

Og der mangler altså bestemt ikke noget i det luksuriøse hus. Froggen har, udover sit eget værelse, adgang til et stort fælleskøkken, lækre træningsfaciliteter, pool, spa og egen bil.

Du kan se rundturen i det lækre gaming-hus i videoen herunder.