Professional eSports Association er et samarbejde mellem syv nordamerikanske CS:GO-hold.

Amerikanske CS:GO-hold vil stoppe “Det Vilde Vesten” og laver egen liga

Som et modsvar til de eksisterende ligaer, etablerer syv nordamerikanske CS:GO-hold nu deres egen liga, som de håber kan blive “eSportens svar på NBA”.

Skrevet af Aske Gott Sørensen – aske@esm.dk

“Publisher-ligaer og tredjeparts-turneringer deler ikke deres overskud med spillerne og holdene. Det sætter en bremse i potentialet for, at eSport kan være en rival til professionelle sportsligaer, hvor spillere og hold er enige om at lave det bedst mulige show år efter år.”

Sådan lyder det fra Liquids co-CEO Steve Arhancet i en pressemeddelelse, der er udsendt af CS:GO-scenens nyeste liga.

Ligaen er lavet af holdene selv, der indebærer Team Liquid, Cloud9, Counter Logic Gaming, Immortals, NRG eSports, Team SoloMid and compLexity Gaming, og skal drives så spillere, ejere og castere får penge retur fra overskuddet, som ligaen giver.

Derudover skulle der også indgå pension- og investeringsrådgivning samt forsikringer til de involverede.

Ligaen, der skal hedde Professional eSports Association, er et modsvar til de mange turneringer, som bliver holdt i løbet af året, og som ikke altid er så stabile, som man kunne ønske sig.

“Det her markerer enden på Det Vilde Vesten i eSport. Communitiet og spillerne vil have stabilitet og pålidelighed. Ligaer kommer og går, holder springer til og fra, men med PEA laver holdene en langsigtet forpligtigelse til at være til stede og spille for deres fans fremadrettet,” siger Cloud9’s CEO Jack Etienne.

Ifølge eSportsmediet thescoreesports kommer ligaen til at have en præmiepulje på omkring 500.000 dollars i den første sæson, og planen er, at pengene skal komme fra sponsorer.

Udover at spillerne får en fornuftig præmiepulje, er det meningen, at de skal være med til at bestemme, hvordan ligaen skal drives.

Selvom ligaen er etableret som modsvar til de resterende turneringer og ligaer på markedet, understreger holdenes CEO’s dog, at de ikke trækker sig fra de andre ligaer som eksempelvis ECS.

Det er planen, at PEA skal skydes i gang fra årskiftet.