Anmeldelse af Just Cause 3: “Du kan jo vitterligt alt”

Det store minus ved spillet er de lange loadtider, og det trækker ned.

Anmeldt af Peter fra The Morfars – Skrevet af Kasper Frank – kasper@esm.dk

“Det ser jo simpelthen for vildt ud.”

Det var Peter fra The Morfars umiddelbare reaktion på Just Cause 3, efter at have set et par trailere til spillet. Sagt med andre ord var der altså ret høje forventninger, da der blev trykket “køb” og “download” i Playstation Store.

Men. Allerede inden han kom i gang med spillet var der problemer. Eller der var i hvert fald ventetid.

“Et af de største problemer med spillet, det er muligvis, at det tager helt eminent lang tid at få hentet og installeret spillet,” siger Peter, der gik i gang med at hente spillet om formiddagen og først var klar til at spille ud på aftenen.

Men selve spillet, det betegner han som “direkte hjernedødt fedt”.

“Man kan jo vitterligt alt. Alt kan smadres og gå i stykker. Der er måske lige et par enkelte huse, som ikke kan væltes, men ellers kan det meste rykkes rundt og sættes i brand,” siger han.

Ikke noget snige-snige

Man spiller som karakteren Rico, der ankommer til en ø i middelhavet, der er styret af en diktator. Ricos og dermed spillerens opgave er at lede oprørsstyrkerne i kampen om styret på øen. Det gøres ved løbende at erobre områderne på øen.

Just Cause er det absolut største open world spil til dato, og det tager hele otte timer at gå fra den ene ende af spillet til den anden.

“Det er et sindsygt actionpræget spil, hvor der ikke er noget “snige-snige” over det, og det kan jeg meget godt li,” siger han.

På den negative side nævner han meget lange loadtider. Både når man dør, og efter man har set en cutscene, der måske er 3-5 sekunder lang, så skal man vente længe på at komme i gang igen.

“Ventetiderne også at spillet godt kan blive lidt ensformigt, det er de eneste minusser, som jeg har ved spillet. Men det trækker lidt ned,” siger han.

Peter giver Just Cause 3 fire ud af seks stjerner – eller en Michael Cera på mustacheskalaen, som er den skala, The Morfars anmelder ud fra.

Hør The Morfars anmelde spillet i afsnittet herunder:

 

Esportsmagasinet har et samarbejde med The Morfars og denne anmeldelse er skrevet på baggrund af The Morfars Podcast, som man kan høre i sin fulde længde på deres side – themorfars.dk. 

En kommentar

  1. gamerfaderen

    En ting er loadingtiderne, men frameraten dropper også ofte på PS4 i en sådan grad, at det nærmest ligner slowmotion. Det resulterede i en annonce på Den Blå Avis hvor spillet blev solgt i raseri. Ærgerligt for så lækkert et spil.

Skriv et svar