Anmeldelse af Star Wars Battlefront III: “Det er svært at slå ihjel med oneliners”

God grafik, en stejl læringskurve og timevis af underholdning.

Anmeldt af Peter fra The Morfars – Skrevet af Kasper Frank – kasper@esm.dk

Star Wars Battlefront III er et multiplayerspil. Der er meget lidt at kaste sig over i singleplayer delen, så hvis man er til hyggelige adventure puzzles, så er dette ikke et spil, som man skal kaste sine penge efter.

“Singleplayer delen vil jeg egentlig bare kategorisere som en række tutorials, som man kan gå igennem som forberedelse til multiplayerdelen,” siger Peter.

Man spiller som enten rebel eller stormtrooper, men man kan også få rollen som en af de seks heroes der tæller Luke, Darth Wader, Princess Leia, Han Solo, Boba Fett og The Emperor.

“Der er stor forskel på de seks heroes, og meget kan man sige om Han Solo, men han er dælme godt nok mager som hero i det her spil. Luke og Darth har “the force”, og kan blandt andet sende skud retur med deres lightsabers,” siger Peter og konstatere sammen med de andre morfars, at det er svært for Han Solo at slå ihjel med oneliners og skæve smil.

Spillet har mange forskellige gamemods, og Peter fremhæver supremacy som et af de populære. Her er man 20 spillere på hvert hold og udkæmper kampe i enorme miljøer.

Det mod, som han spiller mest, er dog blaster. Her er man 10 spillere på hvert hold, og det eneste våben, man har, er en almindelig blaster.

“Det værste ved spillet er, at hvis man er vant til at spille first-person shooters, så er skuddene meget langsommere end man er vant til. Man kan se hele laserens rejse fra pistol til mand, så du skal skyde langt foran, hvis en person kommer løbende,” siger han.

Peter er en ivrig first-person shooter spiller, og han har spillet klassikeren Call Of Duty Modern Warfare mere end de fleste.

“Jeg mener, at læringskurven i Star Wars er ret svær. Jeg har spillet det en del, og jeg har kun formået at ende øverst en enkelt gang – og det gør jeg altså tit i CoD,” siger han.

Men alt i alt er det et superfedt spil, der byder på rigtig mange timers underholdning, og hvor grafikken også er i en klasse for sig selv.

Peter giver Star Wars Battlefront III fem ud af seks stjerner – eller en Burt Renolds på mustacheskalaen, som er den skala, The Morfars anmelder ud fra.

 

Esportsmagasinet har et samarbejde med The Morfars og denne anmeldelse er skrevet på baggrund af The Morfars Podcast, som man kan høre i sin fulde længde på deres side – themorfars.dk.