Point-and-click action-RPG’en Diablo var skelsættende for hele genren. Og du kan takke Chris Metzen for, at spillet overhovedet udkom. Foto: Skærmbillede fra YouTube.

Blizzard-legende trækker sig tilbage

Han var en af hovedpersonerne bag megatitler som StarCraft, Diablo, Warcraft og Overwatch. Nu har han efter mere end 20 år hos Blizzard fået nok af de virtuelle verdener.

Skrevet af Jesper Bruun – jesper@esm.dk

”Jeg vil ikke lyve – det bliver virkelig hårdt at træde tilbage fra disse verdener, som jeg elsker. Men jeg er tryg ved tanken om, at jeg efterlader dem i hænderne på de mest lidenskabelige, talentfulde og engagerede håndværkere, som nogensinde har været samlet.”

Sådan lyder det tidligt tirsdag dansk tid fra 42-årige Chris Metzen, senior vicepræsident hos Blizzard Entertainment og en af spilgigantens største stjerner, som i over 20 år har været en af drivkrafterne bag de vanvittigt populære StarCraft-, Diablo- og Warcraft-serier.

Metzen startede sin karriere med at levere grafik og illustrationer til det første Warcraft-spil, det prisvindende Warcraft: Orcs and Humans, tilbage i starten af 90’erne.

Spillet, som blev en øjeblikkelig succes, blev efterfulgt af Warcraft 2: Tides of Darkness, som Chris Metzen skrev historien til. Og året efter hamrede han sit navn fast i spilverden med syvtommersøm, da han blev medskaber til GameSpots Game of the Year-vinder Diablo.

StarCraft, spillet der for alvor begyndte at få verdens øjne op for eSport, har også et solidt fingeraftryk fra Metzen, idet han arbejdede som chefdesigner på projektet, der udkom i 1998.

Siden blev det til illustrationer og historie til Diablo 2, en titel som kreativ direktør på Warcraft 3: Reign of Chaos og medspiller på MMORPG’en World of Warcraft. Han var ligeledes kreativ direktør på Overwatch.

”Det har været en fantastisk årrække. Nu er det tid til at bremse ned. Hvile. Lægge sig på sofaen og blive fed,” skriver Metzen på Battle.nets forum.

Chris Metzen ved BlizzCon i 2009. Foto: Wikimedia Commons, James Thomas

Chris Metzen ved BlizzCon i 2009. Foto: Wikimedia Commons, James Thomas

Men Metzen var langt mere end blot spiludvikler. Han lagde sin sjæl i spillene – bogstaveligt talt. Han er således manden bag flere stemmer i universerne, lige fra Warcraft, hvor han lægger stemme til Thrall og Varian, til StarCraft, hvor han lægger stemme til de skydegale marines, til Diablo, hvor Skeleton Kings mørke stemme faktisk stammer fra Metzen. Sidst men ikke mindst lagde han stemme til Bastion i Overwatch.

Desuden gæsteoptrådte han i filmen Warcraft, som premierede i maj.

Det bliver derfor noget af et tab for Blizzard at miste Metzen. Det er dog indtil videre ukendt, om han fortsat vil lægge stemme til spilverdenernes virtuelle figurer.

Hvad, der imidlertid er kendt, er, at Chris Metzen ikke umiddelbart springer over i en anden virksomhed, for at forfølge sin lyst til spil. I stedet lægger han hele karrieren på hylden og går således på trods af sin unge alder ”på pension” for at vie livet til familien:

”Grunden til, at jeg bruger ordet ’pension’, er fordi, at jeg ikke har tænkt mig at søge job hos en anden virksomhed eller starte nye projekter op eller sådan noget.”

Her fra Esportsmagasinet siger vi tak for kampen, og håber at høre Metzen igen i fremtidige spil.

Herunder kan du se en kort video om Metzens rolle i Warcraft-filmen.

Skriv et svar