Foto: Blizzard

Blizzard sagsøger softwareudvikler for 59 mio. kroner

Hvis Blizzard får sin vilje, kan det tyske firma Bossland, se frem til at skulle betale næsten 60 mio. i erstatning. 

Skrevet af Kasper Frank – kasper@esm.dk

Sålænge der er personer, der er villige til at bruge snydesoftware, vil der altid være et marked for at producere og sælge den slags software. Et af de firmaer, som har tjent styrtende på denne lyssky forretning, er det tyske softwarefirma Bossland, der blandt andet har udviklet snydeprogrammerne “Watchover Tyrant”, “Honorbuddy” og “Demonbuddy”.

Nu har Blizzard dog fået nok, og de har anlagt et krav på 8,5 mio. dollars svarende til 59,5 mio. kroner blandt andet for krænkelse af ophavsretten.

Blizzards krav er beregnet udfra forudsætningen, at 42.818 amerikanere har købt adgang til softwaren for en pris af 200 dollars svarende til 1.400 kr.

Blizzard hævder i sagsanlægget, der kan læses i sin fulde længde her, at omkostningerne for dem har været langt højere, da bots og snyd ødelægger spillet for den almindelige spiller, og derfor gør, at de mister dem som kunder.

Sagen startede allerede sidste år, og Bossland har indrømmet, at de har solgt snydesoftware til 42.818 amerikanere. Nu har Bossland dog valgt at ignorere henvendelserne, ligesom de heller ikke ønsker at forsvare sig selv. Det skriver Dotesports.com.

Dermed kan Blizzard sandsynligvis se frem til at vinde sagen, men om de nogensinde ser pengene fra det tyske firma er uvist. Men alene signalværdien i at få lukket en snydesoftwareudvikler ned, må siges at have værdi.