Point-and-click action-RPG’en Diablo var skelsættende for hele genren. Og du kan takke Chris Metzen for, at spillet overhovedet udkom.

“Havde det ikke været for fyrst Diablo, var jeg nok blevet læge eller advokat”

Man kan roligt bruge ordet ”ekstremt” om den udvikling, spilindustrien har taget de sidste 20 år. Alligevel kan jeg sagtens tænke, at det var bedre i de gamle dage. ”Er du på stoffer,” spørger du? Slet ikke.

Skrevet af Jesper Bruun – Blogger på Esportsmagasinet.dk

Det lyder tåbeligt, selv langt ind i mine egne øregange, når jeg fortæller nutidens unge smart-pad-generation, at vi i min gamle folkeskoleklasse, dengang vi nåede de store klasser forstås, havde én computer stående i lokalet til fælles brug. Med sort/hvid skærm. Hvert eneste frikvarter flokkedes vi om den for at spille Snake – du ved, det der tåbeligt simple spil, hvor det gælder om at æde sig større og større, indtil man til sidst gaber over sig selv. Det var pixelhelvedets barndom, hvor man kunne måle pixelbredden med fingrene, og hvor antydningen af bare en halv HD-opløsning var mere utopisk end en harddisk større end 20 megabyte. Men det var fedt – selvom man skulle anstrenge sin fantasi til det yderste for at få striben af firkantede hvide blokke på den sorte baggrund til bare at minde om antydningen af en slange.

Jesper Bruun er 35 år, inkarneret gamer og gammel Boomtown’er, uddannet ingeniør, multimediedesigner og journalist, og arbejder bl.a. som fotomodel og kommunikatør. Og så er han lige blevet far.

Jesper Bruun er 35 år, inkarneret gamer og gammel Boomtown’er, uddannet ingeniør, multimediedesigner og journalist, og arbejder bl.a. som fotomodel og kommunikatør.
Og så er han lige blevet far.

For mig sluttede folkeskolen, da jeg gik ud af niende klasse i 1996 og startede på gymnasiet.

Sommeren 1996. Suk! Den var særlig.

Og nej, det handler ikke om den første kæreste eller en ferie til et solbeskinnet ø-paradis eller sådan noget. Slet ikke.

Den var særlig, fordi Aarhus fik sin første netcafé. Ja, jeg ved, hvad du tænker, men netcaféer dengang var altså ikke terrorreder, hvor adgang til alt lige fra hårde stoffer til automatvåben er lettere end at klø sig i skridtet. Særligt ikke i Aarhus da! Dengang var de uskyldige væresteder for unge, bumsede nørder, som eksempelvis mig selv, hvor vi kunne gå hen for at bruge vores SU med mere på at spille computer.

Om vi ikke bare havde en computer derhjemme, så vi kunne spille online, spørger du? Nej. Det havde man ikke. Og Internettet var ikke opfundet endnu…

Derfor gik størstedelen af mit 1.g med at spille Diablo i en mørk spillecafe med Steen & Stoffer-tegninger på okkergule vægge. Diablo 1 vel at mærke – klassikeren over action-RPGs, hvis man spørger mig og samtidig ser bort fra alle andre platforme end PC’en.

Dengang var der noget ved spillene. Jeg husker stadig fornemmelsen af at træde ned i bulderdunkle katakomber, og skridt for skridt bane mig dybere ned gennem mørke trappeskakter og mærke ondskaben lægge sig om mine skuldre som duggen, der stille falder i tusmørkets skær. Fornemmelsen af gru for, hvad der venter skjult i skyggen, rundt om næste hjørne, et helvedes monster, som pludselig farer frem. Det hele viklet ind i en atmosfære mørkere end Rold Skov en måneløs nat og svøbt i en adagio af Hades’ sorte dundertrommer solo concerto.

Mange dansk- og tysktimer blev spildt på kampen mod ondskaben, og jeg er sikker på, at havde det ikke været for fyrst Diablo, var jeg nok blevet læge eller advokat.

Hvorfor er spil ikke sådan i dag?

Hvis du tilhører den unge smart-pad-generation, flækker du garanteret i et stort, fedt grin lige nu og tænker, hvad fanden idioten taler om, for spil er da 1.000 gange federe og flottere i dag. Tilhører du den ældre sluk-computeren-og-få-dig-en-uddannelse-generation, er du sikkert alligevel ikke kommet hertil i teksten.

Men tilhører du min generation – dem, der så småt er ved at blive bitre, og så småt synes, at ungdommen er meget anderledes end i gamle dage, og længes tilbage til dengang, man puttede disketter i Amigaen, vil du vide, at jeg har ret. Spil er ikke sådan i dag. Af en ganske særlig grund: At man ikke selv er den samme mere.

Man er blevet en anden, og nostalgiens flamme fænger ikke længere ved nye spil.

Hva’ er nostalgi egentlig for noget? Tja, spørger man Gyldendals Den Store Danske, står der: ”Der skete en fejl, og siden blev ikke fundet”. Efter at have hamret lidt på F5 får jeg mit svar: ”Hjemve”. Ordnet.dk siger, at det er en ”sentimental eller vemodig længsel efter en svunden tid”. Og det er lige præcis kernen i hvorfor, jeg kan sidde og drømme mig tilbage til svundne tiders arkadespil, en omgang sort/hvid Snake eller lange eftermiddage gemt bag et tastatur i en mørk krog af en netcafé med Diablos dunkle bas i øret.

For jeg er da så udmærket klar over, at moderne spil på alle måder er de tudsegamle relikvier langt overlegne. Ikke alene er grafikken milevidt foran, men der er brugt oceaner af tid og penge på at gøre historien spændende, karaktererne spændende, omgivelserne spændende, der er multiplayer-funktioner, de gamle oldtidslevn ikke engang kunne drømme om, og i øvrigt en målgruppe, der spænder ufatteligt bredere i dag end dengang.

Men nostalgi er en stærk kraft. ”Vejret var altid bedre i gamle dage”. Hvor tit har du ikke hørt den? Det er sådan en sætning, som sådan nogle som mig efterhånden begynder at bruge. I gamle dage var der altid ”hvide jule”, ”varme somre”, og ”man kunne gå over Storebælt om vinteren”. Alting var bare bedre i gamle dage.

Tror I ikke på mig? Så kig jer omkring. Hvorfor tror I, vi efterhånden er oppe på nummer Gud ved hvad i Call of Duty-serien? Hvor mange spinoffs og sequels er der ikke lavet til WarCraft, Fifa, Grand Theft Auto, Metal Gear Solid, Elder Scrolls, Fallout osv. osv.? Jow jow, bevares, der kommer da også hele tiden nye spil til, men hovedparten af dagens populære spiludvalg består sgu efterhånden af forskellige franchises og fortsættelser af fordums forjættede fortællinger.

Det er på samme måde med film. Star Wars er et glimrende eksempel for bare at hoppe op på den mest åbenlyse hest. Og hver evig eneste gang, film- eller spilskabere ”hylder” gamle klassikere med diverse easter-eggs, er det af én årsag: At fremkalde et minde, om noget der var godt. Nostalgi.

Og hvorfor egentlig ikke? Hvorfor ikke genbruge universer og karakterer og interessante historier, der én gang har vist sig at være populære? Rent markedsføringsmæssigt er det ren win-win, og det er langt billigere og lettere at skabe endnu en historie om et allerede kendt omdrejningspunkt, end at få en manuskriptforfatter til at skabe noget helt nyt. Derfor er mange nye spil, og film for den sags skyld, efter min mening desværre også bare gammel vin på nye flasker.

Det leder mig til hele humlen ved min galde. Endelig, tænker du nok. Men det er vigtigt det her, så bid mærke: Husk nu, alle i unge gamere, at nyde de spil, I spiller i dag. For om 10-15-20 år vil I huske tilbage på dem, som spilverdens ypperste bedrift – højdemålet af computerspil. Det bliver jeres nostalgiske trip-down-memory-lane, og intet bliver nogensinde lige så godt. Så er I advaret.

2 kommentare

  1. Af ren nysgerrighed… Var den gamle netcafe Gate 58?

Skriv et svar