Drømmer androider om elektriske får?

Der var engang, hvor man skulle bruge sin fantasi, når man spillede computer. Måske det slet ikke var så ringe endda.

Skrevet af Jesper Bruun – Blogger på Esportsmagasinet.dk

Oppe på et tag står et elektrisk får og græsser. Det kigger op, scanner omgivelserne og får øje på et andet elektrisk får, som stirrer tilbage fra naboens tag. Sammen bræger de ud mod solopgangen.

Jesper Bruun er 35 år, inkarneret gamer og gammel Boomtown’er, uddannet ingeniør, multimediedesigner og journalist, og arbejder bl.a. som fotomodel og kommunikatør. Og så er han lige blevet far.

Jesper Bruun er 35 år, inkarneret gamer og gammel Boomtown’er, uddannet ingeniør, multimediedesigner og journalist, og arbejder bl.a. som fotomodel og kommunikatør.
Og så er han lige blevet far.

Jep, det er en drøm, vi er i. Ikke en hyrdes værste mareridt om en mørk fåreløs fremtid, hvor robotfår med lysende dræberøjne brægende jager rundt efter mennesker at sætte gufferne i, men i en drøm fremmanet af Philip Kindred Dick, en amerikansk forfatter der døde i 1982 blot 53 år gammel.

Philip K. Dick skrev sin drøm i 1968. Den hedder ”Do Androids Dream of Electric Sheep”, og på trods af den umiddelbart sære titel og tilfældet med det brægende får på taget, fik denne drøm kæmpe betydning efter hans død.

For dem der ikke ved det, var bogen inspirationskilden til neo-noir science fiction filmen Blade Runner, der præmierede i 1982 ganske kort efter forfatterens død. Har du ikke set den, er du gået glip af formentlig den bedste film i genren nogensinde, og på trods af at filmen absolut stadig holder den dag i dag, vil du næppe tage imod den med kyshånd, for det var ikke ligefrem CGI og green screens, der dominerede skuespillerpræstationerne dengang. Har du alligevel lyst, kan du trøste dig med, at der ikke er brægende el-får i filmen. Til gengæld finder du en Harrison Ford i ubestridt topform – hans bedste rolle nogensinde, også selvom man tæller Han Solo og Indiana Jones med.

Hvad har en over 30 år gammel sci-fi-film med gaming at gøre, spørger du måske? Ikke en skid. Og så alligevel. For filmen fik hurtigt kultstatus og inspirerede eftertidens spilmagere. Jeg husker særligt ét spil fra mine unge dage, som i den grad havde noir over sig, længe inden noir blev til et dansk ord.

Året er 2096. Kæmpe virksomheder, megacorps, har overtaget demokratiet og styrer borgerne via indopererede neurale implantater – mikrochips, der fungerer bedre end det bedste narkotikum og lader indbyggerne flygte ind i en rosenrød udgave af den miserable cyberpunk-virkelighed, verden er blevet til. Målet er verdensherredømmet for din egen organisation, og midlet til dit helt eget totalitære styre er et team af genmodificerede cyborgs, som vandrer kutteklædte gennem et mørkt, industrielt dystopia på jagt efter fjendtlige agenter, rivaliserende megacorps eller forskere, du kan ”overtale” med din ”Persuadertron”

Jeg taler selvfølgelig om Syndicate, som kom ud i 1993, produceret af Bullfrog Games, som dengang havde Peter Molyneux bag roret.

Syndicate… Der blev brugt mange timer på det spil. Når man kigger tilbage på grafikken i dag, efterlader den meget tilbage at ønske: Mørkegrå og sorte tage gennembrudt af hvide ruder; vægge i hvad der bedst kan beskrives som opkastgule toner; fortove i samme brune nuancer som bedstefars bukser. Men verden var genial.

Det var et RTS spil med rollespils-elementer, hvor man kunne løse missioner enten med list eller ved at lade sine cyborgs gå amok blandt fjendtlige styrker og civile. Dette var et spil, hvor det gav point at myrde tilfældige passerende, hvilket er en af grundene til, at det trods forsvindende lidt blod er blevet kåret til et af de mest voldelige spil gennem tiderne af ingen andre end den 160 år gamle, prisvindende britiske avis The Telegraph.

Og så var det et spil, der havde en historie, man kunne leve sig ind i – sjældent dengang, hvor de typiske spil ikke fyldte mere end 1 megabyte (!). Måske var det fordi verden virkede levende. Ægte. Det kunne faktisk lade sig gøre på trods af voldsomt ringe grafik set i forhold til i dag. Sådan var det jo dengang. En opløsning på 640×480, 16 farver og en framerate på et par billeder i sekundet. Så kørte det!

Dengang skulle man bruge fantasien. Og fantasien, kan jeg love jer, sætter ingen grænser.

Det leder mig hen til i dag. Jeg er endelig kommet i gang med Witcher 3. Det tog sin tid, men når man krydser midt-trediverne er ”spilletid” en luksus, man desværre ofte er nødt til at smide i skraldespanden både hverdage, weekender og helligdage, når der skal passes arbejde, gård, barn osv. Nogle gange ville jeg ønske mig tilbage til dengang, verden var simplere, og tid var noget, man havde masser af.

Jeg må indrømme, at Witcher 3 i mit hoved lever fuldt op til sin titel som IGNs Game of the Year 2015. En kæmpestor, åben, levende verden – barsk og rå, som den jo er. Her er ingen gode gerninger, på trods af hvor spejderdrengs paladin-helgen-agtigt du spiller. Der er, som i den rigtige verden, altid to sider af samme sag.

Men Syndicate runger tungere i mit hoved. Måske er det nostalgien, der banker rundt og stædig forsøger at minde mig om, at alting var bedre i gamle dage, på trods af at julen heller ikke dengang var hvid, og sommeren heller ikke dengang var varmere. Måske det er fantasien, som man trods alt ikke behøver at overbebyrde, når man spiller Witcher 3. Man får jo alt serveret i den perfekte indpakning i en ekstremt realistisk setting. Måske det faktisk nogle gange er en god ting, at man skal bruge fantasien aktivt. Lade den komme lidt på overarbejde og åbne for de kreative sluser.

Ingen tvivl om, at Witcher 3 er et fabelagtigt spil. Et af de bedste, jeg nogensinde har spillet. Syndicate når det ikke til sokkeholderne – og heldigvis for det, ellers var det en ringe indsats af polske CD Projekt her over 20 år senere. Alligevel må jeg indrømme, at når jeg om 20 år sidder og husker tilbage, tror jeg kun, jeg husker ét af de to spil.

Gæt selv hvilket.

Skriv et svar