Splyces League of Legends-hold. Foto: Riot/Lolesport.

ESPN: Større chancer for Splyce som verdensmestre end TSM

Det nye split står for døren, og det amerikanske medie ESPN har inden de første kampe rangeret alle hold i forhold til deres chancer for at blive de næste verdenmestre. Her ligger danske Splyce markant højere end Team Solo Mid.

Skrevet af Daniel Winther Pedersen – daniel@esm.dk

Worlds er for længst overstået, Allstar-kampene det samme, og nu kan den nye League of Legends-sæson begynde.

Danske Splyce overraskede stort i det seneste split og blev nummer to i playoffs, hvor G2 Esports viste sig at være for stærke. Til Worlds fik succesen dog en ende, da det kun blev til en enkelt sejr i seks kampe

Men selvom Worlds ikke blev den store succes for Splyce, tror det amerikanske medie ESPN alligevel mere på danske Splyce som de næste verdensmestre end det amerikanske storhold Team Solo Mid.

Artiklen fortsætter under reklamen…

ESPN har nemlig rangeret holdene fra de fem store regioner, EU LCS, NA LCS, LCK (Korea), LPL (Kina) og LMS (hold fra Taiwan, Hong Kong og Macao), i forhold til, hvor store chancer de har for at vinde det næste verdensmesterskab.

Ganske som forventet er det koreanske SK Telecom T1, som er rangeret som favoritter, mens KT Rolster, Samsung Galaxy og Longzhu kommer i hælene på dem.

Rangeringen er inddelt på den måde, at 1-10 har chancer for at vinde Worlds, 11-20 har chancer for at vinde deres regionale playoffs, mens 21-30 er midterhold, 31-40 kommer til at kæmpe sæsonen igennem, og 41-50 kommer til at ligge i bunden.

En smule overraskende for nogle måske er det danske hold Splyce rangeret som nummer 10 på listen. Altså rangeret som udfordrere til det næste verdensmesterskab.

“If it ain’t broke, don’t fix it. Sådan har Splyces attitude været i offseason, hvor holdets spillere, træner og in-house manager alle er med igen i 2017. På den måde fortsætter gruppen altså, hvor den slap: deltagelse i gruppespillet ved verdensmesterskaberne og en sejr over Royal Never Give Up på trods af deres uerfarenhed. The sky is the limit for disse drenge,” skriver ESPN i begrundelse for, hvorfor Splyce er at regne som udfordrer til det næste verdensmesterskab.

Omvendt må danske Søren “Bjergsen” Bjerg og Dennis “Svenskeren” Johnsen se deres hold, fanfavoritten Team Solo Mid, rangeret som blot nummer 20. Altså uden chancer for at vinde Worlds, men med lille chance for at komme langt i NA playoffs.

ESPN’s argument for at lade TSM droppe så langt ned ad listen er, at man har sagt farvel til holdets AD carry Yiliang “Doublelift” Peng og i stedet har fået den gamle kending Jason “WildTurtle” Tran ind i rollen i denne sæson.

“Nordamerikas mest populære hold mistede en af dets mest populære og bedste spillere i offseason i form af AD carry Yiliang “Doublelift” Peng. I hans sted er kommet den tidligere SoloMid-spiller Jason “WildTurtle” Tran, hvilket er en markant svækkelse, men ikke nok til at smide det hele i skraldespanden. Holdet var stadig det bedste i Nordamerika i 2016 og har stadig golden boy Søren “Bjergsen” Bjerg, som vil lede holdet i kampen mod toppen af Nordamerika,” skriver ESPN.

Omvendt er TSM’s ærkerivaler fra Cloud9 rangeret som nummer syv på ESPN’s liste, mens også Team Dignitas og CLG er rangeret over TSM.

Allerede i første kamp af det nye split, som spilles den 21. januar, møder TSM dog Cloud9, og der får “Bjergsen” og “Svenskeren” altså mulighed for at modbevise ESPN’s rangering.