Fnatic inden Majoren: “Vi føler slet ikke, at vi har toppet endnu”

Med seks sejre i de seneste seks turneringer ligner verdens bedste CS:GO-hold, Fnatic, en oplagt kandidat til at tage trofæet ved den kommende Major i Columbus, og de er da også selv optimistiske.

Skrevet af Daniel Winther Pedersen og Kasper Frank – daniel@esm.dk, kasper@esm.dk

Fnatic indtager i øjeblikket førstepladsen på verdensranglisten over de bedste CS:GO-hold i verden. På andenpladsen ligger danske Astralis, der fornylig besøgte Copenhagen Games til et meet and greet med deres fans.

Her mødte Esportsmagasinet Astralis, der også ser Fnatic som favoritter inden Majoren i Columbus senere på ugen, men dog ikke som total uovervindelige.

“Det undrer mig, at de ikke er blevet pillet ned endnu, men jeg er sikker på, at den tid nok skal komme. Om det er så er til Majoren, eller om det først er til et par turneringer efter, må tiden vise. Jeg er 100 pct. sikker på, at de nok skal møde modstand til Majoren,” sagde Andreas “Xyp9x” Højsleth.

Thescoreesport.com har interviewet Fnatic forud for Majoren, og det lyder ikke til, at holdet har intentioner om at stoppe deres sejrsstime, ved den prestigefyldte turnering, der har 1 mio. dollars i præmiepuljen.

Faktisk hævder de, at de ikke har nået det højeste niveau endnu, siden de har fået Dennis “dennis” Edman på holdet.

“Det tager lang tid og en masse træning, at få integreret en ny spiller på holdet 100 pct. Udover det, så har vi ændret en masse i vores spil, så vi er ikke rigtig kommet på plads i vores forskellige roller. Dennis er stadig ved at vænne sig til at spille på det allerhøjeste niveau, og han gør det godt. Vi føler dog ikke, at vi har peaket endnu, og under træningen er der stadig masser af plads til forbedringer, men det går den rigtige vej,” siger Jesper “JW” Wecksell.

I det lange interview med magasinet, nævner Fnatic ikke Astralis som deres største konkurrenter i øjeblikket. Det er derimod Luminosity Gaming og Ninjas in Pyjamas, som Fnatic fremhæver.

Læs hele interviewet med Fnatic og Thescoreesports.

Læs Esportsmagasinets interview med Astralis her.