Fragsters opruster med Overwatch-hold

Fragsters har skrevet kontrakt med seks unge Overwatch talenter mellem 15 og 20 år, tidligere kendt som Flawless Laners. Holdet får sin officielle debut allerede på torsdag i Overwatch turneringen King of Nordic mod hold som svenske Ninjas in Pyjamas.

Skrevet af Kasper Frank – kasper@esm.dk

“Baseret på deres seneste resultater med en flot 2. plads i League of Sharks Autumn 2016 og en fantastisk 1. plads i King Of Nordic International #4 i september, kombineret med deres unge alder, vurderer vi, at de har et stort potentiale foran sig. Holdet spiller allerede nu i den absolutte elite i Danmark og Europa,” udtaler Kenneth Goldy, fra Fragsters i en pressemeddelelse.

“Vi tilbyder fremtidens e-sport talenter en ny forretningsmodel, hvor de, udover et fast honorar og ret til at beholde alle vundne præmiepenge selv, får direkte del i fremtidige sponsor- og tv-indtægter, idet overskuddet udbetales direkte til alle spillere på kontrakt. Dette er muligt idet ingen af ejerne udbetaler løn til sig selv,” siger Goldy.

Fragsters udtaler, at de har en målsætning om at bruge resten af 2016 på at teste fremtidens danske eSport talentmasse.

“Vi er meget ambitiøse vedrørende vores forventninger til fremtiden, vi sigter efter at nå top 10 i EU inden 2016 slutter, og vores langsigtede mål er at blive top 5 EU i 2017. Disse mål er vi alle sammen meget dedikerede for at opnå,” siger Andreas ”Lind” Sørensen, der er en af de nye spillere.

“Vi glæder os rigtig meget til at spille under navnet Fragsters og forhåbentligt er vi i stand til at gøre Fragsters stolte. Vi håber folk har lyst til at følge med i, hvad vi går og laver, fordi vi har tænkt os at være meget aktive både på sociale medier og Twitch,” siger  Andreas ”Lind” Sørensen.

Fragsters har store forventninger til Overwatch´s fremtid og er ikke blevet for at drage en sammenligning til en af de helt store eSportstitler.

“Det tog det ekstremt populære spil League of Legends næsten tre år at stable turneringer på benene med seks-cifrede dollar præmier, der samtidig tiltrak tusindvis af seere, det samme har kun taget Overwatch to måneder og i skrivende stund er der, ifølge producenten Blizzard, over 15 millioner aktive spillere. Man kan næsten kun drømme om, hvor Overwatch potentielt kan være om få år, og det skal komme vores samarbejdspartnere til gode,” siger Morten Beutelmann, Partner hos Fragsters.

 

Skriv et svar