Lukas "Gla1ve" Rossander Foto: Astralis.gg

Gla1ve: Jeg var tæt på helt at droppe CS

I dag spiller han på verdens pt. bedste CS:GO-hold, men i 2015 var den danske stjerne faktisk tæt på at lægge CS på hylden og droppe alt, der har med eSport at gøre.

Skrevet af Daniel Winther Pedersen – daniel@esm.dk

Efter en meget skuffende sommer og et skuffende efterår fik det danske CS:GO-hold Astralis endelig vendt skuden rundt i slutningen af 2016 og ligger nu nummer 1 på HLTV’s verdensrangliste.

Det store formskifte kom, da Astralis valgte at skifte Finn “Karrigan” Andersen ud med Lukas “Gla1ve” Rossander i slutningen af oktober, men det 21-årige stortalent var faktisk ved helt at droppe Counter-Strike i 2015.

Det fortæller han i et stort interview med Gamurs.

“2015 var nok det værste år i forhold til min karriere. Det var året, hvor det hele begyndte at falde fra hinanden. Jeg stoppede med at tro på, at jeg havde det, der skulle til for at spille på et af de bedste hold i verden,” siger Lukas “Gla1ve” Rossander til Gamurs.

Artiklen fortsætter under reklamen…

“Gla1ve” siger dog, at han inderst inde stadig havde en følelse af, at hvis han virkelig prøvede, så kunne han også klare det. Men han skulle finde ud af, hvordan han kunne vende sit liv rundt og komme tilbage til den danske topscene.

Men Lukas “Gla1ve” Rossander gjorde dog alvor af sin usikkerhed og lagde faktisk CS på hylden.

“Jeg tog en tre måneder lang pause fra CS, hvor jeg begyndte at arbejde fuld tid i stedet. I starten var det okay, men jo længere tid, jeg var i det, følte jeg, at jeg var nødt til at vende tilbage og følge min drøm,” siger Lukas “Gla1ve” Rossander til Gamurs.

Den unge stjerne troede, at han havde nået højdepunktet i sin CS-karriere, da han tilbage i 2013 lå nummer tre på verdensranglisten med holdet Western Wolves, hvor han bl.a. spillede sammen med North-spilleren Mathias “MSL” Lauridsen og Team Liquid-spilleren Jacob “Pimp” Winneche.

Efter afskeden med Western Wolves spillede “Gla1ve” på mange forskellige hold, og hans CS-karriere var en smule rodet.

Derfor peger Lukas “Gla1ve” Rossander selv på, at den tre måneder lange pause fik ham til at indse, hvor meget han ønskede at blive blandt verdens bedste CS:GO-spillere, og han indså, at han var nødt til at satse alt.

“Denne gang skulle jeg gå all in. Efter min tre måneder lange pause tog jeg min beslutning, som var, at jeg ikke ville stoppe med at spille CS, før jeg havde givet det alt, jeg havde. Da jeg fik min kontrakt med Copenhagen Wolves i slutningen af 2015, kunne jeg endelig fokusere 100% på CS, og jeg har spillet fuld tid lige siden,” siger Lukas “Gla1ve” Rossander, som også mener, at Nicolai “HUNDEN” Petersen er en af de store årsager til, at han er, hvor han er i dag.

Lukas “Gla1ve” Rossander og resten af Astralis får den 22. januar chancen for at bevise, at de virkelig er verdens bedste CS:GO-hold, når ELEAGUE Majoren i Atlanta, USA, begynder.

Skriv et svar