Reignover skal hjælpe CLG det næste stykke tid på deres bootcamp i Sydkorea, hvor holdet forbereder sig til World Championships Foto: Immortals

Reignover fra Immortals kommer alligevel med til Worlds – men ikke som spiller

Da Immortals ikke kvalificerede sig til World Championships, gav holddirektør Noah Whinston spillerne lov til at søge andre udfordringer, selvom de var på kontrakt med organisationen. Det har holdets jungler nu udnyttet.

Skrevet af Aske Gott Sørensen – aske@esm.dk

Immortals kom ikke med til årets World Championships i League of Legends, men nu får holdets jungler Yeu-Jin “Reignover” Kim muligheden for at være i arenaen alligevel. Han skal være en del af CLG’s trænerstab under turneringen, hvor han skal hjælpe Xmithie med at “finde ud af jungle-metaen ved Worlds.”

Udmeldingen kommer efter, at Immortals’ holddirektør Noah Whinston gav alle spillerne mulighed for at søge til andre organisationer, selvom de stadig var på kontrakt hos Immortals. Her nævnte han også specifikt træneropgaver, da Immortals ser det som en forberedelse af deres spillere til den dag, de trækker sig fra den aktive scene.

Indtil videre er der ikke meldt noget ud om Reignovers fremtid hos Immortals, men Noah Whinston siger følgende i en pressemeddelelse fra organisationen.

“Denne mulighed kommer også som en del af vores løbende indsats for at skabe et sundt miljø, der forbereder vores spillere på et liv efter den aktive karriere. Coaching er en af mange mulige karrierer for pensionerede spillere, og vi er sikre på, at denne erfaring vil støtte Reignover i hans fremtidige planer.”

Reignover selv siger, at han vil hjælpe CLG med at forbedre deres tidlige spil i kampene.

“CLG er rigtig dygtige til at lukke kampene, når de fører, så hvis jeg kan hjælpe dem med den første del af kampene, tror jeg, de vil have en bedre chance til Worlds.”

CLG’s træner Tony “Zikz” Gray hilser Reignover velkommen.

“Reignover er en god tilføjelse til vores bootcamp. Det er sjældent, man får muligheden for et friskt perspektiv på vores spil fra en af regionens bedste. Vi er glade for at have ham her, og han får utvivlsomt en stor indvirkning på vores chancer for succes,” siger han.

Skriv et svar