Foto: Webedia

Paris Saint-Germain går ind i eSport

Rygterne har svirret i et stykke tid, men nu er det officielt, at den franske storklub PSG går ind i eSport.

Skrevet af Kasper Frank – kasper@esm.dk

Mens flere professionelle fodboldklubber har købt enkelte spillere eller hold, så har den franske fodboldklub Paris Saint-Germain indgået partnerskab med en hel paraplyorganisation af eSports-interessenter. De indgår nemlig et partnerskab med Webedia, der er en af de helt tunge spillere på eSports-scenen.

Webedia ejer blandt andet Millenium-organisationen og Oxent, der står bag ESWC turneringen i Paris.

“Ingen har samlet så mange aktiver i eSport,” siger Cedric Sire, der er administrerende direktør i Webedia. “Vi har ført en målrettet indsats i mange år, og vi har til hensigt at være de førende i Frankrig, men også på de andre markeder, hvor vi opererer. Snart vil du opleve, at holdene i Paris Saint Germain eSports ‘, spiller i de samme trøjer som spillerne på fodboldholdet, ” siger han.

Webedia ejer også agenturet Bang Bang Management, der blandt andet er agent for Bora “YellOwStaR” Kim.

I Danmark har en enkelt superligaklub fornylig skrevet kontrakt med fifa-spilleren Lasse Bækkelund. Det kan du læse mere om herunder.

Læs også: Dansk superligaklub skriver kontrakt med Fifa-spiller