KkOma har et tæt forhold til sine spillere. Foto Riot

SKT-træner: “Jeg vil vinde, indtil vi har et skin for hver champion i spillet”

Koreanske SK Telecom T1 har i mange år domineret den professionelle scene i League of Legends, men holdets træner, KkOma, er på ingen måde mættet af de mange sejre. 

Af Mads Illum Dalsgaard – mads@esm.dk

SK Telecom T1 er, med tre World Championship-titler – i 2013, 2015 og 2016 -, det mest vindende League of Legends-hold nogensinde. Holdet, med verdensstjernen ‘Faker’ i spidsen, er dog langt fra færdige med at rage titler til sig. Det fortalte holdets træner, Kim “kkOma” Jung-Gyun, i TV-showet “Weekly LCK”. Det skriver Slingshot Esports, som har oversat dele af programmet.

KkOma blev spurgt ind til, om det ikke var svært at holde sig motiveret, når holdet ikke oplevede andet end sejre, og her var den legendariske træner klar i spyttet.

“Jeg vil blive ved med at vinde, indtil vi har et skin for hver champion i spillet,” sagde KkOma.

Mange champions, lange udsigter

KkOmas henviser i sit svar til, at vinderne af hvert års World Championship får ‘spiller-skins’ til champions, som de har været særligt dygtige på.

SKT efter deres seneste Worlds-sejr i 2016. Foto: Riot

Svaret har naturligvis affødt en lang række reaktioner på bl.a. reddit, hvor nogle brugere har regnet på, hvor mange år i træk SKT skal vinde Worlds, hvis de skal have et skin til alle champions i spillet.

“SKT har allerede 17 skins, og der er 137 champions i spillet (dem der kommer i fremtiden er ikke regnet med). Hvis de bliver ved med at have en seksmands-opstilling, kommer det til at tage 22 år,” skriver redditbrugeren ‘ChaosXPL’.

De 4-5 champions, der i gennemsnit bliver offentliggjort hvert år, skal selvfølgelig lægges til, og dermed kan der gå endnu 15-20 år før KkOmas mål er nået.

Vi skal altså op omkring år 2050, før KkOma og SKT er tilfredsstillede. Det tegner ikke godt for de andre hold.