Svære computerspil lærer os at klare udfordringer og acceptere vores nederlag

Der er flere positive ting at hente fra de allersværeste computerspil, mener en danske forsker.

Skrevet af Kasper Frank – kasper@esm.dk

“You died,” – “You died,” -“You died.”

Alle der har prøvet kræfter med Dark Souls ved, hvor ganske frustrerende og irriterende det kan være, at spillet er så svært, som det faktisk er. Blandt de spil der har bragt mit frustreringsbarometer op i det røde felt flest gange, er Time Crisis fra 1995 og selvfølgelig gode gamle Super Mario.

Glæden og jublen ville ingen ende tage, da det lykkedes mig at gennemføre disse spil, og nu viser det sig, at evnen til at besejre de svære computerspil, formentlig giver spillere lidt ekstra med videre i livet.

Finans.dk har talt med den danske forsker og lektor på Kunstakademiets Designskole og Massachusetts Institute of Technology, MIT, i USA, Jesper Juul, om de skjulte fordele ved at spille de svære computerspil.

“Paradoksalt nok er der en befrielse i at spille et spil, der er ekstremt svært: Hvis man ved, at spillet er ekstremt svært, er det jo ikke pinligt at mislykkes. Hvis man derimod spiller et spil af middel sværhedsgrad, løber man den risiko, at man fejler og fremstår dårlig – at spillet har vejet en, og man er blevet fundet for let,” siger han i et interview med Finans og uddyber, at svære spil derfor lærer os at klare udfordringer, at acceptere vores nederlag, at tænke over, hvad vi bør gøre anderledes og prøve igen.

I interviewet fortæller han, at man ikke behøver at spille Dark Souls III eller lignende, meget svære spil for at opbygge sin karakter i positiv grad.

“Alting kan potentielt have betydning, men netop ting som at vinde eller tabe, alene eller med andre, betyder meget både for vores selvbillede og for vores relationer til andre,” siger han i interviewet og peger på, at også spil som eksempelvis Candy Crush kan have betydning for vores selvbillede.

En kommentar

  1. jeg tror også man skal tænke lidt mere ved de sværere computerspil derved bliver man bedre til mange ting derved lære man noget som man kan bruge videre i arbejdslivet og privatlivet

Skriv et svar