Verdensmesteren i FIFA, Mohamad Al-Bacha fra Tricked eSport. Foto: Esportsmagasinet.

Tricked-chef er rasende på FIFA: Dansk verdensmester får ikke billet til VM

For første gang nogensinde får den regerende verdensmester i FIFA ikke automatisk en billet til det næste VM i FIFA, så han kan få en chance for at forsvare sin titel. Verdensmesteren er danske Mohamad Al-Bacha, og hans chef langer hårdt ud efter FIFA.

Skrevet af Daniel Winther Pedersen – daniel@esm.dk

Mandag blev der afholdt et stort FIFA-arrangement i Zürich, hvor danske Mohamad Al-Bacha, den regerende verdensmester i FIFA, deltog og skulle spille en opvisningskamp.

Arrangementet blev dog ikke den glade og sjove oplevelse, som Mohamad havde regnet med. For før showkampen fortalte FIFA, at man laver radikale ændringer i måden, hvorpå man kan kvalificere sig til VM i FIFA 2017.

Det indebærer bl.a., at den regerende verdensmester, Mohamad Al-Bacha, ikke automatisk er kvalificeret til VM i FIFA 2017. Sådan som det ellers har været reglen til samtlige tidligere verdensmesterskaber i FIFA.

Mohamad Al-Bacha var ikke blevet informeret om denne ændring før eventet i Zürich, og det har efterladt hans chef, Morten Jensen, direktør for Tricked eSport, rystet.

“Det, der ryster os mest, er, at vi ikke har fået noget at vide før eventet i Zürich. Mohamad er rystet og ked af det. Han har slet ikke gjort sig klar til at skulle kvalificere sig på samme måde igen, fordi det var en selvfølgelighed, at han blev inviteret. Så på den måde er han ikke i form. Han har taget en pause, fordi FIFA 17 er et nyt spil. Havde vi fået det at vide for 2-3 måneder siden, kunne vi lægge en plan for hans træning og kvalifikation. Nu får vi det kastet i hovedet ud af det blå,” siger Morten Jensen.

Her ses direktør for Tricked eSport, Morten Jensen, sammen med investor Lars Seier Christensen, som kastet sine sparepenge i de danske eSportsklub. Foto: Facebook.

Her ses direktør for Tricked eSport, Morten Jensen, sammen med investor Lars Seier Christensen, som har kastet sine sparepenge i den danske eSportsklub. Foto: Facebook.

Direktøren for Tricked eSport er dog endnu mere rystet over, at FIFA lavet store ændringer i, hvordan man kan kvalificere sig til VM 2017.

FIFA har nemlig bestemt, at der skal uddeles to pladser til det kommende VM via “FIFA Interactive Club World Cup”.

Det vil oversat til dansk sige, at de FIFA-spillere, som er ansat af professionelle fodboldklubber, skal dyste om to billetter til VM. I skrivende stund er der 10 fodboldklubber, som har ansat i alt 13 FIFA-spillere (der er muligvis nogle få, som er sluppet uden om vores opmærksomhed).

Det er ifølge Morten Jensen at tage pis på samtlige eSportsklubber, som har været med til at gøre FIFA til den eSport, den er i dag. F.eks. skulle Mohamad Al-Bacha vinde 90 kampe i træk i FIFA 16 for at kvalificere sig til VM 2016.

“Det er jo lige til en fyreseddel. Fodboldklubberne er gået ind i FIFA for underholdningens skyld. Vi andre er her kun på grund af det sportslige. FIFA har misset nogle grundlæggende pointer, når man vælger at favorisere fodboldklubber, som først er kommet ind i gamet for ganske nylig. Det betyder, at man pisser på alle de folk (eSportsklubberne, red.), som har gjort sporten til det, den er i dag,” siger Morten Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet

Sådan bliver billetterne til VM i FIFA 2017 delt ud.

Sådan bliver billetterne til VM i FIFA 2017 delt ud.

Derfor er Morten Jensen og Tricked begyndt at arbejde på at få ændret FIFAs beslutning, så Mohamad Al-Bacha alligevel bliver inviteret.

De opfordrer alle til at støtte Mohamad på Twitter ved at bruge hashtagget #invitebacha for at fortælle FIFA, at deres beslutning er helt ude i skoven.

Samtidig har Morten Jensen taget kontakt til FIFA for at få en forklaring på den drastiske ændring, som altså betyder, at Mohamad Al-Bacha i den grad skal få gang i fingrene og vinde 90 kampe i træk igen for kvalificere sig.

VM i FIFA 2017, som afholdes i London, bliver det hidtil største VM til dato. Præmiepuljen tæller nu hele 200.000 dollars. I 2016 var præmiepuljen blot 20.000 dollars.

En kommentar

Skriv et svar