Nicolai "Hunden" Petersen fra sin tid i Tricked eSport. Foto Esportsmagasinet.

Tricked efter stor skuffelse: Nu skal vi løfte os

Det var svært for Tricked eSport-spillerne at komme sig over nederlaget i DM-semifinalen, men nu er spillerne klar til at rejse sig ved Copenhagen Games.

Skrevet af Daniel Winther Pedersen – daniel@esm.dk

Onsdag aften røg Tricked eSport ind i en af de der rigtig store skuffelser, som rammer alle sportsudøvere.

Holdet var storfavorit til at vinde DM, men da Tricked mødte Fragsters i semifinalen, blev det også endestationen. På trods af at Fragsters faktisk var kommet med på et afbud til turneringen.

Trickeds in game leader Nicolai “Hunden” Petersen fortæller da også, at han og holdet røg ned i lidt af et mentalt hul efter nederlaget, som han mente skyldtes nerver og for lidt erfaring på LAN.

“Jeg tror, det var nerverne, som fik os i den kamp. Da vi var foran 12-3 i tredje map, Inferno, blev vi bange for at vinde kampen. Der blev lavet for mange fejl, ærlig talt. Det var vores første LAN-kamp sammen, og vi havde håbet på, at vi kunne få fjernet nogle af nerverne til vores bootcamp. Men det lykkedes ikke,” siger Nicolai “Hunden” Petersen.

Torsdag, dagen efter nederlaget, blev derfor også brugt til at komme tilbage på skinner efter den store skuffelse, hvor Tricked eSports-spillerne både fik trænet og hygget.

“Vi mødtes til morgenmad klokken 9, fordi vi skulle ikke ligge at sove hele dagen. Vi skulle være klar til i dag. Derefter gik vi ned i hallen og satte os ved computerne for at blive klar hernede. Vi snakkede taktik i halvanden time, hyggede os derimellem, og så stod den ellers bare på træning. Vi skulle have nederlaget ud af systemet, så vi kunne få selvtilliden tilbage,” siger han.

Men allerede i dag fredag har Tricked eSport mulighed for at få rejst sig ved samme træ, som de var faldet ned fra.

For i eftermiddag begynder gruppespillet i CS:GO-turneringen ved Copenhagen Games. Nicolai “Hunden” Petersen forventer, at det bliver nogle svære kampe for Tricked, da gode hold som BIG, NRG, Epsilon og Dreamchasers er med.

“Vi har muligheden for at bevise, at vi er et stærkt hold, og vi er bedre, end vi viste mod Fragsters. Men nu har Fragsters vist, at de kan vinde DM, og de slog Alternate i dag, og spiller lige op med North Academy. Så det er ikke et dårligt hold at tabe til. De har meget medvind lige nu,” siger han.

Men hvorvidt den store skuffelse fra onsdagens DM er kommet helt ud af kroppen, kan “Hunden” endnu ikke helt svare på.

“Det finder vi først for alvor ud af, når vi kommer i gang med første kamp. Men jeg håber, at vi har fået talt det nok igennem, og vi har aftalt at glemme det nederlag. Vi vil gerne spille Inferno igen, fordi det samme kommer ikke til at ske igen,” siger han.

Hovedturneringen er sat til at starte klokken 14.00, men efter alt at dømme er turneringen forsinket.

 

Skriv et svar