Tricked og Vejle Boldklub vil fremover arbejde tæt sammen efter en million-investering fra fodboldklubben. Foto: Tricked ApS

Vejle Boldklub går ind i Esport: Investerer stort beløb i Tricked

Esporten fortsætter sin eksplosive vækst, og nu går endnu en dansk fodboldklub ind i Esport, da Vejle Boldklub har investeret et større beløb i den danske organisation, Tricked.

Skrevet af Emil Terkelsen – emil@esm.dk

Vejle Boldklub er den næste fodboldklub i Danmark, der går ind i Esport, og det har de gjort ved at investere i Tricked, som ligesom fodboldklubben også er lokaliseret i Vejle, hvor deres gaming-hus er lokaliseret samt deres stærke samarbejdspartner, Campus Vejle.

Alt dette er blevet offentliggjort i en pressemeddelelse, som er blevet sendt til Esportsmagasinet. Selv havde direktøren af Vejle Boldklub følgende at sige omkring deres investering:

“Vi har valgt at gå ind i E-sporten ud fra den betragtning, at det er en meget interessant sport, som vokser uge for uge. Det er samtidig en sport, hvor vi har muligheden for at nå ud til en stor gruppe af mennesker, som Vejle Boldklub lige nu ikke er i berøring med,” fortæller Direktør i Vejle Boldklub, Henrik Tønder.

Det eksakte beløb er ikke blevet offentliggjort, men ifølge Dust2.dk’s oplysninger, så skulle det være den største investering i Trickeds historie, hvilket betyder, at Vejle Boldklub kommer til at eje over 25%.

Ligeledes betyder det, at investeringen er større end Lars Seier’s, som tidligere smed penge efter den danske organisation, og her meldte han selv ud på et pressemøde, at det var tale om et 7-cifret beløb.

Skriv et svar