Nu er der nyt i Subway Surfers-universet. Det første spil blev en massiv succes på telefoner verden over. Foto: SYBO Games

Voldsomt populært dansk mobilspil udvider universet på Snapchat

SYBO udvider Subway Surfers-universet med “Subway Surfers Airtime” ekslusivt på Snap Games – Snapchats nye real-time multiplayer spilplatform. SYBO er blandt kun fem internationale spilvirksomheder, der har fået lov til at udvikle til Snap Games.

Snap Games blev lanceret af Snapchat i april og er en unik spil-platform, hvor alle titler er designet til at man kan spille dem i real-tid med sine venner direkte i appen. Snap Games er en hårdt kurateret platform, hvor der kun er inviteret fem eksterne udviklere med – heriblandt danske SYBO. Subway Surfers Airtime bliver et af de første spil, som bliver tilgængeligt på platformen.

“Med deres 203 millioner aktive brugere er det en yderst interessant mulighed at udvide Subway Surfers-brandet på Snapchat-platformen”, fortæller Mathias Gredal Nørvig, CEO, SYBO Games. “Partnerskabet med Snap Inc er endnu et stort skridt for os i forhold til at udvikle Subway Surfers-brandet i nye retninger.” 

Subway Surfers Airtime er et side-scrolling multiplayer racingspil, der giver mulighed for at op til ti spillere kan surfe, slide, grinde og glide gennem en 2D bykulisse – altsammen i et kapløb om at nå mållinjen først. Spillere kan hoppe direkte ind i et spil med “quick play” eller konkurrere indbyrdes i “challenge friends”-muligheden. Spillere samler mønter med “big air”, perfekte landinger, grinds og “top poll positions”. Gennem spillet kan man låse op for 14 Subway Surfers-karakterer i en ny charmerende minifigur-stil. 

Et godt match

“Snap Games er mobilspil udviklet til spil mellem venner, så derfor er SYBO et perfekt match med udviklingen af deres første udvidelse af Subway Surfers-universet til vores platform,” siger Will Hu, chef for Snap Games, i en pressemeddelelse.

“Vi glæder os til at se, hvordan vores brugere tager imod denne nye måde at samle deres venner på gennem det kendte Subway Surfers-univers.”

For at få adgang til Snap Games skal man blot åbne en chat eller en gruppe chat i Snapchat og vælge raket-ikonet på chatmenuen.

Subway Surfers er udviklet af SYBO og Kiloo og er til dato downloadet over 2,5 milliarder gange. Subway Surfers er et endless runner-spil, der hylder verdenskultur og mangfoldighed ved at spillere udforsker berømte byer, sportsparker og museer samtidig med at hver bane har distinkte elementer af stedets lokale atmosfære. 

Snap Games er designet til synkroniseret “high-fidelity” multiplayer interaktion baseret på PlayCanvas game engine. Platformen, der blev lanceret i april i år, indeholder et kurateret udvalg af originale og tredjeparts titler. 

Skriv et svar