Foto: FaZe Clan

Advokat: Tfue-sagen kan ændre esport

Den meget omtalte sag mellem Tfue og FaZe kan få store implikationer på esportens verden.

Det vurderer i al fald advokaten Josh Marcus ifølge Esports Insider. I et længere interview forklarer han blandt andet, at han håber at sagen kommer for retten, men at han tvivler på at den kommer så langt, da alle parter er bedst tjent med et forlig.

“Det her kan blive et nøglepunkt for esport, men det afhænger af hvordan situationen udfolder sig. Der er en stor chance for, at hvis sagen bliver afgjort i retten, at holdene kan ende med at skulle revurdere deres forretningsmodel og kontrakter. Jeg tror ikke, der er nogen, der vil være uenig i, at en 80/20-fordeling til holdets favør er unfair,” siger advokaten blandt andet.

I den lækkede kontrakt kan man blandt andet se, at FaZe i nogle situationer kræver 80 % af Tfues indtægter. FaZe-ejeren Banks har dog afvist, at de har gjort brug af den ret, og at de i stedet blot har nuppet 60.000 dollars samlet set fra Tfue.

Det kaster et nyt problem af sig. For hvis FaZe kun har tjent 60.000 dollars på deres største profil, fungerer forretningsmodellen så overhovedet?

“Hvis FaZe kun tjener 60.000 dollars på en af deres topspillere, så kan det være, at industrien skifter retning mod at køre efter en franchise-model (som kendt fra Overwatch eller League of Legends), hvor lønninger, udbetalinger, streamingindtægter og sponsorater er mere centraliserede og forudsigelige,” vurderer Marcus.

Det skal dog med ind i ligningen, at FaZe har fået en del ud af at Tfue har repræsenteret FaZe og optrådt i FaZe-tøj. Det har utvivlsomt også haft stor værdi for FaZe, selvom det ikke kan aflæses direkte på bundlinjen.

Skriv et svar