Badeværelset er udstyret med en skræm, der giver dig mulighed for at følge med i, hvad der sker på skræmen i stuen. Foto: skærmbillede fra YouTube / Alienware Latinoamérica

Amerikansk hotelkæde udvider med gaming-værelse

Den kendte amerikanske hotelkæde Hilton Hotels & Resorts har nu også fået øjnene op for gaming og e-sport. Sammen med Alienware har de indrettet en gaming-suite på et af kædens hoteller i Panama City.

– skrevet af William Demant

For den nette sum af 2200 kroner pr. nat kan du få lov til at overnatte på Hilton Panamas nye gaming-værelse, der indeholder alt det, som en rigtig gamer har brug for: en god stol, en kraftig computer, skærm, tastatur og mus.

Med i prisen får du også alt det, som en rigtig gamer ikke har brug for: Alienware-broderede pyntepuder, -sæbedispensere, -papirhåndklæder osv osv osv osv. Kort sagt byder det nye hotelværelser på det bedste fra to verdener, serveret i en indpakning, der mest af alt ligner et teenageværelse på steroider.

Anerkender gaming som underholdning 

Selvom Hilton har valgt at indrette et gaming-værelse, som spot-on imødekommer alle de fordomme, man måtte have om gamere, er projektet alligevel et skridt i den rigtige retning. Med en kraftig computer og mulighed for at koble fra med et spil CS:GO sidestiller Hotel Hilton gaming med flow-TV, der tidligere har været den eneste mulighed for hoteltidsfordriv.

I Asien har de været med på beatet i et stykke tid. Vi har bl.a. tidligere skrevet om iHotel i Taiwan, hvor dobbeltværelserne kommer fuld udrustet med top nudge gaming-computere. Modsat Hilton-hotellet topper iHotel selvfølgelig oplevelsen med en kæmpe, luksuriøs gamer-lounge, hvor man kan dyste mod hotellets andre gæster.