Astralis hænger på i toppen halvvejs gennem ESL Pro League

Efter to kampe mod EnVyUs lørdag aften har Astralis spillet halvdelen af sine kampe i ESL Pro League, og danskerne ligger fortsat lunt i svinget.

Skrevet af Daniel Winther Pedersen – daniel@esm.dk

En sikker sejr på 16-10 i Train og et tilsvarende sikkert nederlag på 7-16 i Inferno var resultaterne af Astralis’ to kampe mod EnVyUs i ESL Pro League lørdag aften.

Dermed er Astralis halvvejs i tredje sæson af den prestigefyldte turnering, der kører over ni uger og bliver afsluttet med en stor finale i London i maj, hvor de otte bedste hold fra gruppefasen er med.

Der er i alt 24 hold med, som er delt op i to grupper. Astralis ligger halvvejs igennem på en delt førsteplads med ni sejre og tre nederlag i den europæiske gruppe.

Med til historien hører dog, at Astralis har spillet to kampe flere end NiP, der har samme pointantal, og fire kampe flere end fnatic på fjerdepladsen, som er seks point efter danskerne.

En sejr giver tre point.

Med i turneringen er også de danske hold Team Dignitas og SK Gaming, men de har blot spillet henholdsvis fire og seks kampe indtil videre.

Dignitas har vundet to kampe og tabt to kampe, mens SK Gaming har tabt fire ud af holdets seks kampe.

Du kan se hele stillingen i de to grupper her.

SK Gaming skal forsøge at holde liv i holdets chancer i turneringen senere lørdag aften, hvor de møder FaZe i to kampe.

De kampe kan du følge lige her:

Watch live video from ESL_CSGO on www.twitch.tv

Skriv et svar