Billede: Astralis

Astralis tog sejren mod mousesports

Sent i går aftes tørnede Astralis og mousesports sammen i kamp mod hinanden i ESL Pro League Season 12. Det lykkedes for de danske tropper fra Astralis at tage sejren fra karrigan og resten af mousesports. Derfor er de nu placeret på andenpladsen i deres gruppe.

Den første map, der blev spillet på, var Dust2. Her var det en meget tæt affære i den første del af kampen. Da de to hold byttede side, viste mousesports, at de var kommet for at vinde. De tog derfor mere og mere kontrol over kampen, og endte også med at vinde første map med resultatet 16-12.

Det betød, at Astralis var nødt til at vinde næste map, der skulle spilles på Nuke. Det skulle de, da de ellers ikke ville have en chance for at spille sig til en plads i toppen af deres gruppe. De startede ganske flot ud, da de vandt hele 11 runder på deres T-sdie. mousesports lavede dernæst et flot comeback, som Astralis dog fik sat en stoppet for i 30. og sidste runde.

Som følge af dette, skulle det hele afgøres på tredje og sidste map: Inferno. Her var det igen en meget tæt affære i første halvleg. Denne gang var det dog Astralis, der viste, at de ikke havde i sinde at tabe, hvorfor de tog kontrol over kampen, da de to hold byttede side.

Da dette var deres tredje sejr i ESL Pro League Season 12 har Astralis nu ni point. Det er nok til, at de nu er placeret på en andenplads i Gruppe B. mousesports og tre andre hold har derimod seks point, og de deler derfor en tredjeplads i gruppen.

Astralis spiller deres næste kamp på tirsdag kl. 21:00, hvor de møder svenske NIP.

Skriv et svar