Finalen ved årets sidste event, BLAST Pro Series Lissabon, er netop blevet afgjort. Her blev det igen danskerne fra Astralis, der kunne løfte armene over hovedet og glæde sig over trofæet og de 825.000 kroner, da de vandt 2-1 over Natus Vincere.
Skrevet af Alexander Wilson
Danske Astralis har netop sikret sig endnu et trofæ til samlingen, eftersom de for kort tid siden slog ukrainske Natus Vincere med cifrene 2-1 i finalen. Hermed kan Astralis-mandskabet tage sig en velfortjent juleferie og glæde sig over de 825.000 kroner, der fulgte med.
Finalen startede ud på Overpass, hvor Natus Vincere kom bedst fra start, da de gik til halvleg med en 11-4 føring. Herefter hev de hurtigt mappet i hjem, da de kort efter sikrede sig sejren med 16-7. Næste map stod på Astralis’ map-pick, Cache. Her kom danskerne stærkt tilbage, da de hurtigt fik sikret sig føringen og til sidst mappet med cifrene 16-9.
Opgøret skulle derfor afgøres på 3. map, Dust2. Her tog Astralis igen styringen, da de hev runde efter runde hjem og sikrede sig hurtigt en 11-4 føring. Herefter lukkede de helt ned for Oleksandr “s1mple” Kostyliev og resten af troppen, som måtte se sig slået 4-16 på sidste map.
Denne sejr betyder også, at Astralis har vundet hele 10 store turneringer i år, og dermed må man også sige, at det er en velfortjent pause de nu kan holde.