Foto: fra http://www.cphwolves.gg/

Wolves afkræfter rygte: “Vores plads i Challengers Series er ikke i budrunde”

De seneste dage har der floreret rygter om, at Copenhagen Wolves plads i Challengers Series var til salg.

Skrevet af Kasper Frank – kasper@esm.dk

I tirsdags skrev ESPN, at Copenhagen Wolves, der er et af de ældste hold indenfor League og Legends havde åbnet op for bud på deres plads i Challengers Series.

Grunden til salget skulle ifølge en anonym kilde være,  at Diglife, der ejer størstedelen af Copenhagen Wolves, ønsker at fokusere mere på CS:GO, da de også ejer den succesfulde svenske organisation Ninjas in Pyjamas. Det samme skulle gøre sig gælden for den anden ejer af Copenhagen Wolves, Jakob Lund Kristensen, der også er medstifter af Astralis.

Jakob Lund Kristensen, kan dog ikke gennemskue, hvem ESPN har talt med, og han afkræfter rygtet.

“Jeg ved faktisk ikke helt hvad der foregår. Det er noget, der har været overvejet som backup-plan, hvis holdet ikke falder på plads, som vi vil have det. Det er ikke første prioriteten, og jeg ved ikke lige, hvem ESPN har talt med,” siger han til Esportsmagasinet.dk og afkræfter at pladsen i Challengers Series er til salg på nuværende tidspunkt.