Copenhagen Games vil i år lave en markant opgradering af scenen, når de flytter til Bella Centeret i København.

CPH Games-arrangør om manglede tophold: Investorerne gider os ikke

Når man kigger ned over deltagerlisten til Copenhagen Games, er det ikke verdensklassehold, der kommer frem. Det er drømmen på sigt, fortæller Zahid Butt, arrangør af Copenhagen Games, men pengene mangler.

Skrevet af Daniel Winther Pedersen – daniel@esm.dk

Copenhagen Games slog onsdag dørene op til den syvende udgave af eventet i dette format. Oprindeligt har organisationen eksisteret siden 1999, men dengang var det i en anden form.

Zahid Butt har dog været med hele vejen fra 1999 til 2016.

Han er i dag arrangører af Copenhagen Games, som han har set vokse sig større og større.

“Vi er stadig i den samme hal, som vi var i, i 2010. Men showet er blevet større hvert år. Der kommer flere aktiviteter, der kommer mere content ind, vi er blevet bedre til at lave live streams osv. Så det er indholdet, som er vokset hvert eneste år,” siger Zahid Butt.

Men kigger man på det sportslige, sidder man ikke med fornemmelse af, at Copenhagen Games bare vokser og vokser.

Pengepræmien i årets CS:GO-turnering, som er klart den største af turneringerne til årets Copenhagen Games, er dog den største på dansk jord nogensinde.

30.000 € i alt og 17.000 € til det vindende hold.

Men i en tid, hvor pengepræmierne i CS:GO rundt om i verden bare vokser og vokser, 1. præmien til MLG Major i Colombus om en lille uge er 500.000 $, er det svært at tiltrække de allerbedste hold.

Således er danske Team Dignitas det højstrangerede hold på HLTV.orgs verdensrangliste med en syvendeplads. Derefter kommer E-frag med en 17. plads skarp efterfuldt af danske SK Gaming på 18. pladsen.

Det skyldes ifølge Zahid Butt én ting. Penge.

“Det er begyndt at koste, hvis man vil have de otte bedste CS:GO-hold i verden ud. Det kan vi ikke følge med til. I stedet kommer tier to-holdene, og det er også rigtig fint, fordi vi har stadig fuldt hus. Men de manglende indtægter fra sponsorer og investorer gør, at vi ikke har mulighed for at tiltrække de allerbedste,” siger Zahid Butt.

Det er dog “drømmen”, at Copenhagen Games bliver et eSportsevent, hvor de aller bedste hold skal konkurrer om sejren, siger Zahid Butt.

Men det er svært at tiltrække flere pengemænd til Danmarks største eSportsturnering.

Han fortæller, at det danske erhvervsliv ikke har forstået eSport endnu og derfor står de ikke klar med poser af penge. Og i udlandet er der heller ikke meget hjælp at hente.

“Det andet problem er alle de traditionelle eSportsinvestorer på internationalt plan. Når vi snakker med dem, kan de ikke se nogen årsag til, hvorfor de skal gå ind i Danmark. De mener, at Danmark er for småt et land for dem. En af de største aktører på verdensplan er Intel, som er til stede i Tyskland og Sverige. Men i deres perspektiv er Danmark ikke attraktivt. Så vi skal først trylle noget i den rigtige retning, før de mener, det er attraktivt,” siger Zahid Butt.

Den næststørste turnering til Copenhagen Games er Hearthstone med en præmiepulje på 37.500 kr.

Men det er helt naturligt, at CS:GO stikker så meget ud, og det er ikke, fordi man vil favoriserer den eSportsdisciplin, siger Zahid Butt.

“Danmark er et Counter-Strike-land. Længere er den ikke. For os handler det ikke om, hvilke spil vi lægger størst vægt på, det handler om, hvor mange deltagere, der er. Hvis der er rigtig mange deltager til ét spil, så tager vi det med. Vi lytter til, hvad communitiet gerne vil. Og det er CounterStrike lige nu. Derfor er det naturligt at vægte det størst,” siger Zahid Butt.

Copenhagen Games løber fra onsdag til lørdag aften, og Esportsmagasinet er til stede alle dage og dækker slagets gang.