Energi-giganten indgår i et samarbejde med Heroic. Foto: Cult/Heroic

Heroic får ny dansk storsponsor

Energidrikken har i dag indgået et stort samarbejde med den danske organisation Heroic.

Skrevet af Miki Jørgensen

CS:GO-holdet, som ligger lige ude for top 10 i verden, har i dag offentliggjort et stort samarbejde med den danske energidrik CULT. Det får blandt andet stor betydning for holdet. I en pressemeddelelse fortæller de to brands, at de vil udvikle fælles produkter samtidig med, at samarbejdet også har en mere strategisk karakter.

“Som de fleste efterhånden har opfattet, er esport i ekstrem vækst og har på ingen måder ramt toppen endnu. Vi har valgt at søge en strategisk samarbejdspartner i en branche, hvor både kundegruppen og den generelle udvikling i markedet langt hen ad vejen rammer vores ønsker og behov. Via dialogen med Heroic og RFRSH Entertainment, har vi fundet et hold og en organisation, der på stort set alle områder matcher vores værdisæt, der handler om passion, drive, vindermentalitet og modet til at gøre og være det, de andre ikke er,” siger grundlægger af CULT, Brian Sørensen.

CULT vil få en bærende placering på Heroics spillertøj, ligesom både Heroics og CULT’s digitale platforme vil få tydelige aftryk af samarbejdet. Økonomien og omfanget af aftalen er af væsentlig karakter, men det er aftalt mellem parterne, ikke at kommentere på yderligere detaljer på nuværende tidspunkt.

Hos RFRSH Entertainment er man svært tilfreds med det nye sponsorat.

“Heroic er det, af vores brands med det største umiddelbare udviklingspotentiale. De ligger lige nu nummer 16 i verden, og har kvaliteter og en frækhed til at overraske mange – også i den absolutte top. Vi arbejder altid med kommercielle partnere, der selv ønsker at bidrage positivt til esport og til at flytte opfattelsen af, hvad esport kan, og her har vi fundet en fantastisk partner i CULT,” fortæller medstifter af RFRSH Entertainment, Jakob Lund Kristensen og fortsætter.

“Performance handler om mange ting, blandt andet om passion, dedikation og modet til at gøre det overraskende, og her er CULT vel noget nær det bedste eksempel, man kan finde i Danmark. Det er et rigtigt interessant samarbejde for alle parter, og ud over den økonomiske side, som endnu en gang viser, hvor esport er på vej hen, er CULT en partner, der virkelig involverer sig i brand og produkt. Det vil vi se meget mere til, i takt med at samarbejdet bliver rullet ud, og jeg kan sige at alle i både RFRSH og Heroic er både stolte og glade for udsigterne i samarbejdet.”

I forbindelse med samarbejdet er der blevet lavet en kort promotionfilm.