"Jensen" siger selv, at han har lært meget, siden han fik livstidsban fra League of Legends. Foto: Cloud9

Dansk League of Legends-stjerne efter livstids-ban: “Jeg er blevet mere moden”

I et stort interview fortæller Cloud9’s midlaner, Nicolaj “Jensen” Jensen, at han har lært meget, siden han blev bannet for at være “toxic” i solo queue.

Skrevet af Daniel Winther Pedersen – daniel@esm.dk

Nicolaj “Jensen” Jensen er i gang med sin anden sæson hos amerikanske Cloud9 i LCS NA, hvor han dominerer midlanen for League of Legends-mandskabet.

Men den danske stjernes League of Legends-karriere har ikke altid været rosenrød.

Tilbage i 2013 gav Riot ham livstid ban fra League of Legends, som et resultat af at “Jensen” flere gange havde modtaget karantæner for at have “Offensive Language, Verbal Abuse, and Negative Attitude”.

Tungen på vægtskålen var, at danskeren havde været medskyldig i flere DDOS-angreb på topspillere.

Først i 2015 fik “Jensen” ophævet sit livstidsban, fordi man vurderede, at han ikke længere havde en opførsel, der kunne kategoriseres som “toxic”.

I et større interview med ESPN fortæller “Jensen” om, hvordan det har været for ham at komme til USA og Cloud9, og da han som ung League of Legends-spiller brugte hele dagen på at forbedre sig og nå toppen.

Men i interviewet kommer “Jensen” også ind på sin opførsel, der kostede ham et livstidsban, og hvordan han har udviklet sig siden da.

“Jeg er blevet meget mere moden. Det er lang tid siden. Folk tror fejlagtigt, at det var, da jeg var 17-18 år, at jeg var toxic, men det var faktisk lang tid før det. Fordi dengang, da jeg blev banned, var jeg faktisk ikke længere toxic. Jeg blev banned, fordi jeg havde en perma-banned konto fra langt tilbage. Så jeg lærte min lektie for lang tid siden, men selvfølgelig blev jeg straffet for det, hvilket er fair nok,” fortæller “Jensen” til ESPN.

Cloud9 og “Jensen” er kommet okay fra start i LCS NA, hvor holdet har vundet 4 ud af de første 6 kampe.

Skriv et svar