Credit: Shutterstock

Dansk spil indstillet til to eftertragtede internationale priser

Det er ikke længere kun Thomas Vinterberg og filmen ”Druk”, der kan glæde sige over internatonale nomineringer og anerkendelse. Søren Lundgaard, der er direktør og medstifter af computerspillet ”Deep Rock Galactic”, er nemlig blevet nomineret til to eftertragtede priser, BAFTA Games Award og SXSW Gaming Awards. 

Milliarder i indtjening 

Det danske spil blev for første gang udgivet i 2018 som et spil under udvikling og sidenhen udgivet som et færdigt spil i 2020 med en indtjening på over 300 mio. kr. og over 2 mio. spillere. 

Spillet har fokus på samarbejde, hvor spilleren i et team på 2/3 skal indsamle mineraler og samtidig undgå at blive dræbt af aliens. Derfor glæder det også skaberne bag spillet, at det netop er blevet nomineret i kategorierne ’multiplayer’ og ’indiegame’. ”Spillet er et samarbejdsspil, og vores mål har hele tiden været at lave det bedste samarbejdsspil i verden”, fortæller medstifter og direktør, Søren Lundgaard til DR.  

Spilbranchen oplever stor vækst 

Væksten som Deep Rock Galactic oplever i øjeblikket kan være en afspejling af den samlede vækst, som den danske spilbranche også gennemgår. Tal fra Danske Indholdsproducenter viser, at den danske spilbranche har oplevet en vækst på 15% i 2019 sammenlignet med året før med en omsætning på 1,32 milliarder kroner. Det ses også tydeligt på eksporten, hvor der er sket en stigning på 76% fra 524 mio. kr. til 924 mio. kr. i forhold til året før. 

Søren Lundgaard håber, at nomineringerne og den stigende vækst kan være med til at skabe mere opmærksomhed omkring det danske spillemarked og få flere til at investere i branchen. 

Om det danske spil bliver den store vinder, kan du finde ud af den. 25. marts, hvor BAFTA Game Awards bliver afholdt og den. 20. marts, hvor SXSW Gaming Awards afholdes.