Foto: Daniel Winther Pedersen

Ny rekord: Danske Spil tabte 300 pct. på Team SoloMids sejr over Immortals

Team Solomids 3-0 sejr over Immortals i Semifinalen ved NA LCS spring splittet blev en dyr fornøjelse for eOddset.

Skrevet af Kasper Frank – kasper@esm

Steffen Thomsen, der er eOddset ansvarlig hos Danske Spil, vil ikke ud med det. Han vil ikke ud med, hvor mange penge eOddset tabte på opgøret mellem Team SoloMid og Immortals søndag aften. Det skal forblive en velbevaret hemmelighed på kontoret under Danske Spil.

Han vil dog gerne fortælle, at kampen er på top tre over de mest omsætningstunge kampe indenfor League of Legends, siden de begyndte at udbyde spil på dette.

“Team SoloMid er et af de hold, som tiltrækker mange spillere hos os. Det er Bjergsen og Svenskeren, der har gjort dem til danskernes darling. I dette tilfælde var de underdogs, men det var spillerene desværre ligeglade med,” siger han til Esportsmagasinet.

Kampen udløste derfor en anden rekord hos eOddset, som Steffen Thomsen er knap så stolt af.

“Vi tabte tæt på 300 pct. på den kamp. Og det er klart det største tab i vores historie indenfor spil på eSport,” siger han.

Et tab på 300 pct. vil sige, at ud af de penge der var spillet på kampen, måtte eOddset udbetale tre gange så meget tilbage til spillerne.

“På livebetting delen gik det endnu værre for os. Specielt i tredje map lå tilbagebetalingen på over 300 pct.,” siger han.

Som bekendt vandt Team SoloMid sensationelt kampen 3-0, og de spiller derfor finale søndag d. 17 april mod Counter Logic Game. Og hvem ved, måske bliver rekorden slået endnu engang. Denne gang er det dog Team SoloMid, der er favoritter.

Du kan se hvilke spil eOddset har i udbud på kampen, ved at følge dette link. 

Skriv et svar