Årets Blizzcon skuffede vist de færreste, når det kommer til nyheder. Foto: Shutterstock

Diablo 4, efterfølgeren til Overwatch og de andre spændende nyheder fra årets Blizzcon

Støvet har så småt lagt sig efter dette års BlizzCon, som løb af stablen henover weekenden i Anaheim, Californien. Vanen tro kunne Blizzard løfte sløret for en masse nye og interessante ting, og vi fulgte selvfølgelig spændt med i de løbende offentliggørelser.

af Peter Skjøtt Poulsen

To nye titler

Det mest spændende er unægtelig offentliggørelsen af to nye spil, nemlig Overwatch 2 – komplet med Co-op missioner og et hav af nye tiltag på multiplayerfronten -, samt det længe ventede Diablo 4, der på mest blodige og blasfemiske vis forsøgte at distancere sig fra Diablo 3.

Overwatch 2

Spillet er fortsat under udvikling, men kommer til at fungere som en fortsættelse og ikke en udvidelse eller lignende. Der kommer til at være øget fokus på Co-op og nye PvE modes. Der kommer til at være Story missioner og Hero missioner, hvor du vil kunne stige i level med din yndlings-hero. Selvfølgelig bliver Overwatch’s kendte multiplayer stadig ved med at eksistere, men denne gang med nye maps og heroes samt delt multiplayer, så man kan spille på tværs af Overwatch 1 og 2.

Alle skins og cosmetics, som er købt i Overwatch 1, følger med over i 2’eren, så du ikke mister dine items. Derudover er en ny hero kaldet Sojourn blevet offentliggjort, men uden at afsløre hendes abilities. Game Director Jeff Kaplan tilføjer dog til de håbefulde fans, at det endnu ikke vides hvornår Overwatch 2 bliver udgivet.

Her kan du se en trailer for Overwatch 2:

https://www.youtube.com/watch?v=GKXS_YA9s7E 

Diablo 4

Endelig! For alle ARPG-fans var offentliggørelsen af Diablo 4, præcis det, som man havde ventet på. Særligt ovenpå episoden ved sidste års BlizzCon, hvor et Diablo mobilspil blev offentliggjort i stedet for det Diablo 4, som fansene havde sat forventningerne op til. Blizzard har hørt klage-råbene, og kan altså nu afsløre udviklingen af Diablo 4 i al sin profane pragt. Det ser i sandhed ud til at være i samme ånd som Diablo 2: tætpakket med sataniske ritualer, okkulte symboler og MASSER af blod.

Blizzard åbnede ballet med en udvidet CG trailer, som satte historien op, og fulgte derefter op med et par minutters tidligt gameplay. Det vi ved indtil videre er at Diablo 4 vil være en non-lineær historie i et open-world univers, så du vil kunne udforske i dit eget tempo. Ligesom med Overwatch må man dog væbne sig med tålmodighed, da spillet ikke udkommer lige foreløbig.

Her kan du se en trailer for Diablo 4:
https://www.youtube.com/watch?v=9bRWIdOMfro 

World of Warcraft expansion | Shadowlands

Den næste udvidelse til World of Warcraft, har fået navnet Shadowlands. Den udkommer næste år, hvor spillere vil blive taget med til et realm fyldt med død og ødelæggelse. Her skal man vælge mellem en af flere forskellige fraktioner i kampen mod Sylvanas. Traileren er fuldstændig vanvittig. Sylvanas kæmper mod Bolvas, The Lich King og bruger sin hjelm til at udslette barrieren mellem Azeroth og The Shadowlands.

Som sædvanlig vil Shadowlands implementere en masse nye forandringer til WoW’s nuværende systemer. Den mest bemærkelsesværdige ser ud til at være et level cap på kun 60.

Hearthstone expansion | Descent of Dragons

Hvis du ikke allerede har luret det igennem navnet på udvidelsen, så kan vi hermed afsløre at udvidelsen til Hearthstone vil have en hel masse drager med. Endvidere kunne de afsløre en ny game mode kaldet Battlegrounds, som eftersigende er inspireret af den populære auto battle genre. Dette nye mode vil snart komme i beta, så hold øjnene åbne.

Andre nævneværdige nyheder

En anden ting, der er værd at nævne, er, at Diablo Immortal, mobilspillet der fik mange fans’ pis i kog sidste år, stadig er under udvikling. Derudover udvider Warcraft 3: Reforged sin beta udgivelse og får snart officiel udgivelsesdato.

Skriv et svar