Så er det blevet tid til endnu en omgang Copenhagen Games. Foto: via Copenhagen Games' Facebook

DR3 viser CS:GO-finalerne fra Copenhagen Games

CS:GO-finalerne ved Copenhagen Games vil blive transmitteret direkte på DR3.

Skrevet af Markus Ambrosius

Der er godt nyt til alle danske CS:GO-fans. Danmarks Radio har endnu engang vurderet, at transmissionen af CS:GO-kampe er en public service-opgave. DR3, der har allieret sig med de danske Counter Strike-aficionadoer JERN og rizc, sender direkte fra Copenhagen Games’ CS:GO-turnering.

Det er blandt andet det danske CS:GO-community Dust2, der har erfaret, at DR3 vil fylde sendefladen med CS:GO. Det drejer sig som sagt om semifinalerne og finalen, der alle vil blive afviklet lørdag d.31. marts i Belle Centret. North og Heroic er blandt de hold, der deltager i turneringen.

De nærmere sendetider fremgår endnu ikke af Danmarks Radios hjemmeside.
Hvis du ikke vil nøjes med at se turneringen fra sofaen, så er det stadigvæk muligt at anskaffe sig billetter til Copenhagen Games.

Copenhagen Games finder sted fra d.28. – d.31. marts.