Arkivbillede

ESL Pro League Odense: Astralis’ største kamp nogensinde?

I dag spiller Astralis finale ved ESL Pro League i Odense. En eventuel finalesejr vil udmønte sig i 8,2 mio. kr. 

Skrevet af Markus Ambrosius

Astralis har haft et fantastisk 2018. Danskerne har ligget nummer 1 på HLTVs World Ranking i næsten otte måneder og vundet otte trofæer. Og selvom Astralis har vundet den mest prestigefyldte turnering i år – Majoren – så tangerer denne finale vigtigheden af alt det andet, Astralis har formået indtil videre i 2018.

Den forjættede hjemmebanesejr

Astralis har indtil videre haft tre skud i bøssen til at vinde en turnering i dansk sammenhæng. ESL Pro League Season 6, hvor danskerne måtte forlade turneringen med kun én sejr i rygsækken. Og de to BLAST Pro Series-events i Royal Arena, hvor de dels har tabt en finale imod det gamle SK Gaming-mandskab og senest et skuffende gruppespil, der ikke udmøntede sig i en finaleplads.

Astralis har altså endnu til gode at vinde en turnering på dansk grund i nyere tid. Alene dét, gør aftenens finale ekstra vigtig.

Den rekordstore præmiesum

Penge slår ikke nødvendigvis prestige, men i aften er præmiesummen så ufattelig stor, at det ikke kan undgå at være en faktor. Det er Intel Grand Slam-præmien, der udløses, hvis Astralis skulle vinde i aften. Denne “ekstrapræmie” bliver aktiveret, hvis et hold formår at vinde fire ud af ti events, hvor ESL eller DreamHack står bag arrangementet. Alene denne bedrift, er selvfølgelig prestigefuld i sig selv.

Hvis Team Liquid formår at slå Astralis i dag, så vinder amerikanerne den såkaldte Spoil Award. Det er $100.000, der gives til det hold, der formår at afholde modstanderen fra at indkassere Intel Grand Slam-præmien.

Hvor og hvornår?

Foruden et pakket og kampklart Sparekassen Fyn Arena, vil der være rig mulighed for at følge aftenens finale.

Finalen bliver sendt direkte på DR3.
Derudover kan du følge kampen direkte på ESL Pro League CS:GOs Facebookside.
Esportsmagasinet vil også gerne anbefale dig at smutte forbi Pixel.tv, hvor blandt andet skuespiller og Twitch-streamer Jens “wonderbai” Sætter-Lassen, CS:GO-streameren RandomRambo og CS:GO-spiller Oliver Winther kommenterer aftenens finale.