Billede fra DM i eSport 2018. Foto: Lasse Olsson

Esporten er også udfordret på matchfixing, snyd og doping

Esport Danmark etablerer et disciplinærudvalg for at komme de stigende udfordringer i møde inden for esportens verden. Det handler primært om fænomenet matchfixing, dvs. en sportsbegivenhed, hvor resultatet er givet eller aftalt på forhånd. Matchfixing kendes fra traditionelle sportsgrene og nu er det også kommet til esporten.

”Hvor der er penge, vil der altid være mennesker, der føler sig fristet”, siger formand for Esport Danmark, Thomas Koed, om en af grundene til initiativet.

Men matchfixing står ikke alene i skammekrogen af uønskede fænomener i sportens verden. Også snyd og doping er et potentielt voksende problem. Også i esport. Årsagen er de mange penge, der følger med den øgede interesse for esporten. I dag kan alle over personer over 18 år for eksempel spille på odds i esportskonkurrencer og -turneringer. Og det gør de i et hastigt stigende omfang.

Mindre gennemsigtighed i esporten

Esporten adskiller sig fra traditionelle sportsgrene ved mindre gennemsigtighed, da udøvelsen er digital og fordi man ikke nødvendigvis skal være fysisk tilstede på samme sted for at dyrke esport. Dette medfører større muligheder for at optræde uetisk og imod reglerne, end vi traditionelt har været vant til i sportens verden.

For at imødegå udfordringerne har Esport Danmark og Anti Doping Danmark indgået en samarbejdsaftale, som allerede er blevet godkendt af Kulturministeriet.

”Når det kommer til matchfixing, snyd og doping er det vigtigt at rodfæste regler og opførsel inden for esport i Danmark med afsæt i de juridiske regler der ligger. Derfor hilser vi velkomment, at Esport Danmark nu har sikret et uvildigt disciplinærudvalg samt et appeludvalg til at varetage opbygning af det juridiske retningslinjer,” siger Michael Ask, direktør i  Anti Doping Danmark.

Til at varetage opbygningen af disciplinærudvalget har Esport Danmark udvalgt to personer, advokat Adam Ringsby-Brandt fra Bertel Rasmussen Advokater samt Kasper Nemeth, tidligere ansat hos Danske Spil.

Etablering af spiller-ID

Manglen på gennemsigtighed i turneringer og hos udøverne betyder at specielt snyd og matchfixing er vanskelige at registrere på tværs af turneringer, som tingene er i dag. Derfor slår Esport Danmark også på vigtigheden af at etablere et nationalt spiller-ID. Nøjagtigt, som man kender det fra fodboldens verden. Et spiller-ID følger enhver klubspiller i løbet at ens ”karriere”. Et spiller-ID for esports-udøvere vil kunne skabe den nødvendige gennemsigtighed, som kan hjælpe ADD og forbundets disciplinærudvalg i deres arbejde. Har man snydt og opført sig uetisk, så skal man kunne stilles til ansvar. Også inden for esportens verden.

Esporten kan vokse ansvarligt – hvis vi vil

Esporten er ikke en døgnflue. Og politikerne har fået øjnene op for, hvor meget den fylder i de unges hverdag.

”Og hvis vi som samfund ønsker at sikre en ansvarlig udvikling af esporten, på lige fod med den øvrige sports-verden, er det vigtigt, at vi sammen etablerer de rigtige rammer for at vores ungdom ikke mister fodfæstet i denne digitale verdensorden. En verdensorden, som lige nu er meget styret af spilproducenterne og de kommercielle aktører, som for længst har set det store potentiale i esport og de unges interesse for den,” slutter Thomas Koed.