Den store nordamerikanske esport-organisation Cloud9 kom med en overraskende nyhed fredag aften, da de meddelte, at de sætter deres involvering i CS:GO på pause.
TV2 Sport’s CS:GO ekspert Nicolai “Torben” Amorim kalder det noget af en bombe, da nyheden tjekkede ind. Denne nyhed har dog fået store konsekvenser for den 25-årige danske spiller, Patrick ”es3tag” Hansen, der er en af i alt fem spillere på Cloud9, der i øvrigt ligger nummer 25 på ranglisten.
”Covid-19 har forhindret os i at samle holdet i Nordamerika, som vi oprindeligt havde planlagt, og selvom alle har arbejdet hårdt for at tage udfordringen op, så er virkeligheden, at træning hjemmefra ikke er befordrende for at opbygge en organisation på den måde, som Cloud9 normalt gør”, skriver holdet på Twitter.
Solgt for millioner
For kun få måneder siden oplevede Patrick Hansen ikke mindre end et eventyr, da han blev solgt til Cloud9 som en af historiens dyreste spillere. Han havde kun været en del af det danske hold, Astralis, i fire måneder.
Senere hen blev det afsløret af Henry Greer, Cloud9’s general manager, at frikøbsbeløbet og Patrick ”es3tags” Hansens løn løb op i $2,1 millioner (13.357.554 kr.) Ifølge TV2 SPORT’s oplysninger blev de 13 millioner fordelt som følgende:
– Astralis modtog ca. 3,2 millioner kroner
– Patrick Hansen modtager ca. 10 millioner kroner over en periode på 3 år.
På jagt efter et nyt hold
Efter projektet er brast for Patrick Hansen og hans holdspillere, leder de nu efter et nyt hold, der vil købe dem fri. CS:GO ekspert Nicolai Amorim tilføjer til TV2: ”Det er meget tidligt at spå om, hvor “es3tag” ender, men det er helt sikkert, at han har mange muligheder efter gode perioder hos først Heroic og siden Astralis. Sidstnævnte så gode ud med “es3tag” på holdet, men det er svært at sige, hvilket hold der har plads til ham lige nu. Det kunne dog meget vel være et tophold eller et hold, der ligger med fremme, hvor det er rigtig sjovt, for han er en klassespiller.”
Denne pause kommer i kølvandet på en række dårlige resultater, hvor holdet har oplevet skuffelser i flere turneringer siden midt oktober. Holdet blev også elimineret i den store ESL Pro League turnering, selvom der på daværende tidspunkt ingen indikationer var på, hvad der ventede holdet få dage efter. Cloud9 tilføjer også i deres udmelding, at deres passion for at være en del af konkurrencen i CS:GO fortsat vil være til stede, og de vil prøve at opbygge et hold når omstændighederne er helt rigtige.
Læs flere sportsnyheder på Sport Fokus.