Nu bliver de forhadte “rage quitters” straffet i Street Fighter 5

De første spillere har allerede modtaget deres straf, og Capcom vil løbende sanktionere “rage quitters”.

Skrevet af Kasper Frank – kasper@esm.dk

30 spillere får sig en slem overraskelse, den næste gang de tænder for deres Playstation 4 og vil spille Street Fighter 5. Men de har fortjent det. De er nemlig blevet kategoriseret som såkaldte “rage quitters”. En “rage quitter” er en spiller, der forlader spillet inden kampen er slut og undgår dermed, at nederlaget tæller med i det samlede regnskab.

Med blot 30 straffede spillere udsender Capcom et signal om, at det kun er de allerværste “rage quitters”, der vil blive straffet.

“Vi går kun efter de allerværste gerningsmænd, så hvis du har haft et par episoder, hvor du er blevet logget af under en kamp, så har du intet at være bekymret for. De spillere, der passer på kriterierne, som vi kalder en “rage quitter”, har typisk mellem 80-90 pct. disconnect frekvens og skiller sig tydeligt ud ud fra størstedelen af de andre spillere,” skriver Capcom på deres hjemmeside.

Som sagt er de første 30 spillere blevet sanktioneret, og her har Capcom valgt at fjerne en ordentlig portion league point.

“Hvis man logger ind på sin konto og kan se, at ens league point og rank er faldet betydeligt, så kan man betragte det som en advarsel. Vi vil fortsat holde skarp øje med disse kontoer i de kommende uger og sanktionere yderligere, hvis det er nødvendigt,” skriver de.

Som en midlertidig løsning vil Capcom fremadrettet foretage en ugentlig gennemgang, hvor de vil resette rage quitternes league points.

De skriver også, at de ikke har nogen tidshorisont på en permanent løsning på problemet.

Man kan læse hele Capcoms opdatering ved at følge dette link.

I videoen herunder har en spiller samlet intet mindre end 100 eksempler på “rage quitters” i Street Fighter 5: