Fortnite, iOS, Android
Fortnite kommer snart til iOS og Android

Fortnite i lommen: Nu kan du spille hvor som helt og når som helst

Epic Games lancerer snart en app, der vil gøre det muligt at få stillet sine Fortnite-abstinenser på farten.

Skrevet af Markus Ambrosius

Nu er der ingen undskyldning for at »baile« dit Fortnite-squad, bare fordi du ikke lige befinder dig i nærheden af din konsol eller computer. Udvikleren bag Fortnite, Epic Games, afslørede i går, at det inden for kort tid vil være muligt at spille det populære Batte Royale-spil fra en mobil enhed. Det kan enten være en smartphone eller en tablet. Ja, du hørte rigtigt. Du kan sidde i bussen, på venteværelset – ja, sågar på det lille hus, mens du skyder hoveder i Salty Springs.
Epic Games har dog endnu ikke løftet sløret for, hvordan styringen kommer til at fungere, men spillets indhold, gameplay og opdateringer vil være identiske med dem, vi kender fra konsol og PC.

Cross-play er Epic Games’ varemærke

Epic Games får ofte ros for deres ”cross-play”-funktion, der gør det muligt for folk med henholdsvis konsol og computer at spille sammen på tværs af platforme. Det er da også et selverklæret mål for Epic Games; at skabe ét spil, der fungere på alle platforme. Fortnite på din smartphone er altså endnu et skridt på vejen mod en fremtid, hvor vi alle sammen spiller Fortnite – hvor som helst og når som helst – i hvert fald hvis vi skal tro Epic Games.
Men er det overhovedet realistisk at kunne spille et ”first-person shooter”-spil på en touchskærm? Jeg ville i hvert fald nødigt møde Ninja i en duel med mine pølsefingre.

 

Fra mandag d.12. marts vil det være muligt for iOS-brugere at skrive sig på en venteliste til spillet. Der går ifølge Epic Games et par måneder endnu, før Android-versionen er klar.

 

 

Skriv et svar