Foto: Pixabay

Fortnite-plugins inficeret med ondsindet malware

Du bør tænke dig om en ekstra gang, inden du beslutter dig for at snyde i Fortnite. En række snydeklienter er blevet inficeret med virus.

– af William Demant

Hvis du er på udkig efter aimbots, v-buck-generatorer eller andre typer af snyd, der kan give dig urimelige fordele i Fortnite, så tænk dig godt om, før du downloader tredjepartstilføjelser.

For det første er det ikke cool at snyde, og for det andet er en række tilføjelser blevet inficeret med ondsindet malware. Det rapporterer spilservicen Rainway i en blog på deres hjemmeside.

Titusindvis af computere er ramt

Rainway fandt frem til den ondsindede virus, efter at de pludselig modtog hundredetusindevis af fejlmeldinger på firmaets servere.

Rainway anslår at titusindvis af computere er blevet inficeret med malwaren, der virker ved at hacke brugerens krypterede HTTPS-browsersessioner, og derefter placerer reklamer for svindelhjemmesider på alle hjemmesider, man besøger.

Vær hellere på den sikre side

Hvis du har downloadet snydeprogrammer til Fortnite, bør du altså sikre sig, at du scanner din computer for malware. Samtidig skal der lyde en opfordring fra Esportsmagasinet til ikke at downloade programmer, som man ikke har 100 % tillid til. Hvis det er for godt til at være sandt, så er det nok fordi, det er det.

Skriv et svar