Det var David mod Goliat, da danske Fragsters gav den markant større organisation North en endefuld ved StarSeries i-League i Kiev onsdag formiddag.
Skrevet af Daniel Winther Pedersen
Danske Fragsters var inden starten på StarSeries i-League sæson 6-finalen i Kiev, Ukraine, akkurat røget ud af HLTV’s top 30, men den danske “lilleput” viste onsdag, at man kan tillade sig at have tårnhøje forventninger til mandskabet i fremtiden.
Fragsters slog nemlig danske North, der ligger nummer otte på HLTV’s liste. Og har FC København og Nordisk Film og en ordentlig pose penge bag sig.
Fragsters vandt T-siden i Nuke med 12-3, og gjorde siden arbejdet færdig med cifrene 16-12.
Dermed satte Fragsters en tyk streg under, at det projekt, som den lille danske CS:GO-organisation har arbejdet på i knap tre år, er i gang med at udfolde sit potentiale.
For sejren betyder nemlig, at Fragsters er videre til kvartfinalen i Kiev, mens North skal ud i knald-eller-fald-kamp senere.
StarSeries sæson 6-finalen har hele 300.000$ i den samlede præmiepulje, hvor vinderholdet kan sætte 125.000$ ind på bankkontoen.
Derfor er det lidt af en præstation, som Fragsters har gang i.
Det tredje danske hold i turneringen, OpTic, har vundet 2 kampe og tabt 1. De kan spille sig videre i kvartfinalen klokken 12.00 onsdag, hvor danskerne møder mousesports.
Du kan følge den kamp herunder: