Foto: dbu.dk

Hvornår går Superligaen ind i eSport?

Spørgsmålet presser sig på, og derfor har Esportsmagasinet foretaget en rundspørge til de danske Superligaklubber.

Skrevet af Kasper Frank – kasper@esm.dk

Schalke 04, Valencia CF og Manchester City.

Flere af de store europæiske fodboldklubber har efterhånden bevæget sig ind på eSportens uprøvede grund, og hos eSportsmagasinet har vi længe spurgt hinanden om, hvornår den første klub i den danske superliga ville tage springet.

Derfor har  vi foretaget en rundspørge til samtlige 14 superligaklubber, og 11 klubber er vendt tilbage på vores henvendelser, og der tegner sig et tydeligt mønster blandt de danske klubber.

Kunne du være interesseret i at støtte Esportsmagasinet med 1 kr. pr. artikel, så vi kan tilknytte endnu en skribent? – Læs mere her.

Har i overvejet at gå ind i eSport?

“Nej, det er ikke noget, vi har haft i overvejelserne.”

Hvorfor ikke?

“Vi koncentrerer os om vores kerneforretning, som er fodbold.”

Sådan svarer Presse- og kommunikationsansvarlig hos AGF, Bo Jensen, og dette svar findes i mere eller mindre nuancerede udgaver over hele linjen.

Hos FC København svarer man f.eks også kort og kontant:

“Det er ikke noget, vi prioriterer at bruge vores ressourcer på. Vi kører en fodboldklub og bruger al vores energi på det,” svarer pressechef Jes Mortensen.

Hos OB, der er en del af Odense Sport og Event, har man dog tildels eSporten med i overvejelserne.

“Vi følger udviklingen med interesse, og overvejer at være medarrangør på eSports stævner og konkurrencer, men p.t. har vi ikke planer om aktivt at gå ind i sporten,” svarer Morten Wamsler, der er kommunikationsansvarlig i Odense Sport og Event.

Det tyder altså på, at der kan gå et stykke tid, inden vi ser de danske klubber repræsenteret i ELEAGUE, LCS eller andre af de store eSportsligaer.

Kunne du være interesseret i at støtte Esportsmagasinet med 1 kr. pr. artikel, så vi kan tilknytte endnu en skribent? – Læs mere her.