Foto: Dreamhack, Adela Sznajder.

I aften starter den lange kamp om en plads til Majoren

Skrevet af Johannes Kjems

Det næste kapitel i Major-historien bliver skrevet til februar, hvor ESL og den polske by Katowice er værter for den prestigefyldte turnering. Men kampen om at blive udødeliggjort er lang og sej. Første etape er den åbne kvalifikation, der starter i aften.

Der er mange hold der skal i ilden, heriblandt en hel del danske. Det er dog kun de to bedste hold, der kan få lov at kæmpe videre, og selv hvis der er to danske hold, der står tilbage efter blodbadet, så er kampen måske vundet, men krigen er langt fra ovre.

De to bedste hold fra den åbne kvalifikation skal videre til en lukket kvalifikation, hvor der straks bliver skruet op for sværhedsgraden. Her venter hold som mousesports, North, OpTic, Heroic og ENCE. De otte bedste hold fra den lukkede kvalifikation kommer videre til Minoren, hvor kun de to finalister sikrer sig en plads til Major-kvalifikationen.

Det kan virke som en fuldstændig uoverskuelig proces, men når det endegyldigt gælder en plads til Majoren, så er seere og fans garanteret et vaskeægte marathon, hvor den sande styrke af alle de deltagende hold kommer frem i lyset.

Den åbne kvalifikation starter i aften d. 22 oktober kl. 18.00. Match-ups er til at finde efter check-in lukker klokken 17.30.

Skriv et svar