I morgen skal Astralis vanvittige rekord på prøve

I morgen starter ECS Season 6 Finals i Texas, hvor Astralis kvalificerede sig med en skræmmende rekord.

Skrevet af Johannes Kjems

De online kvalifikationskampe til ECS Season 6 Finals blev et blodbad for næsten alle hold der mødte Astralis. De danske drenge spillede 18 kampe, hvoraf de vandt 17.

Nu skal Astralis vise, at de kan holde det samme niveau på LAN, når ECS Season 6 Finals løber af stablen i Arlington, Texas. Astralis er blevet placeret i gruppe A sammen med Cloud9, MiBR og mousesports. Skulle de komme ud af gruppen venter North, NRG, NiP og Liquid i gruppe B. Sidstenævnte blev slået af Astralis i finalen til IEM Chicago tidligere på måneden, så der er potentiale for en god revanchekamp.

North sluttede med 13 sejre og 5 nederlag i kvalifikationen og kommer derfor også rimelig varme ind i turneringen med Casper “cadiaN” Møller der er den nye dreng på holdet.

Renegades skulle oprindeligt have deltaget, men på grund af visaproblemer blev de erstattet med Cloud9, der for første gang i historien har en majoritet af europæiske spillere på holdet, heriblandt franske Fabien “kioShiMa” Fiey, der er blevet fast inventar på holdet med underskrevet kontrakt.

Astralis er storfavoritter, ikke kun på grund af den overlegne kvalifikationsrunde, men også deres helt generelle niveau i 2018, der har vist sig højere end noget andet hold i verden.

 

Skriv et svar