Cloud9 har altid været gode til at tiltrække store investorer. Senest hørte vi om deres CS:GO-hold, der havde lavet en aftale med det amerikanske flyvevåben. Foto: Skræbillede fra YouTube via Cloud9 / US Air Force.

Investorer pumper 322 millioner kroner i Cloud9

Cloud9 har fået over 322 millioner kroner efter en investeringsrunde ledet af venturekapitalfondet Valor Equity Partners. Ifølge organisationen selv skal pengene bruges på nye træningsfaciliteter for organisationens hold.

De 322 millioner kroner kommer bl.a. fra investorer som Antonio Garcias, der er CEO og stifter af investeringsfonden Valor Equity Partner, stifteren af selskabet Glassdoor Robert Howman samt investeringsselskaber som Truebridge Capital Partners og Reimagined Ventures.

Med den nye kæmpeinvestering i ryggen planlægger Cloud9 at opføre et e-sportstræningscenter i Los Angeles, hvor organisationens hold kan fokusere på at udvikle deres gaming.

Desuden skal de nye træningsfaciliteter ligeledes have fokus på talentudvikling, og organisationen har planer om at oprette en række talentprogrammer i forbindelse med investeringen.

Samtidig skal centeret i Los Angeles fungere som hovedkontor for organisationens medarbejdere. Jack Etienne der er CEO i Cloud9 håber, at de nye træningsfaciliteter kan stå klar i første halvdel af 2019.

Cloud9 har hold i CS:GO, Fortnite, PlayerUnknown’s Battlegrounds, Overwatch, League of Legends, Rocket League, Hearthstone, H1Z1, Rainbow Six Siege og Clash Royale.

Skriv et svar