SK Gaming vandt deres 8. turnering i 2017 ved EPL LAN-finalerne i Odense.

Kæmpe underskud: Så meget kostede EPL finalerne i Odense

ESL Pro League LAN-finalerne i Odense endte med at blive en markant dyrere fornøjelse, da det endte ud med at koste 50 procent mere, end man havde forventet.

Skrevet af Emil Terkelsen – emil@esm.dk

Der var budgetteret med 3,5 millioner kroner til det store CS event i Odense, som blev afholdt i december.

DR er dog kommet i besiddelse af en aktindsigt, og kan nu afsløre, at det blev omkring 50 procent dyrere end forventet.

Det viser sig nemlig, at hele eventet endte ud med at koste over 5,1 millioner kroner, og her er den sideløbende expo-udstilling og amatør LAN’et medregnet.

Hovedårsagen til den store ekstraregning skyldes primært flere private investorer, som hoppede fra et halvt år før turneringen. De skulle oprindeligt have stået for de sideløbende arrangementer, men i stedet endte det hos kommunen.

“Vi havde regnet med betydelige indtægter derfra, men det lykkedes os ikke at få det konsortium på plads, og derfor fik kommunen selv en langt større rolle i det, end vi havde forestillet os, og vi fik ikke de indtægter derfra, som vi havde budgetteret med,”  fortæller Michael Bruhn Frederiksen, chef for strategi og transformation i Odense Kommune til DR.

På trods af et sprunget budget, så endte ESL Pro League LAN-finalerne i Odense alligevel med at være en stor oplevelse for CS-fans, som var vidne til en SK sejr foran FaZe i finalen.

Skriv et svar