Den nye bydel i den kinesiske by Hangzhou. Foto: PR

Kinesisk e-sportsby: Gaming-paradis i milliardklassen

Hvis du altid har syntes, at din hjemby manglede en e-sportsbydel, så er det nu, at du skal rykke pløkkerne op og flytte til Kina….

– af William Demant

Den kinesiske by Hangzhou har åbnet dørene til byens helt nye e-sportsbydel. Et kæmpemæssigt gaming-paradis, der strækker sig over mere end 366.000 kvadratmeter, svarende til mere end 55 fodboldbaner, og har kostet næsten to milliarder kroner at opføre.

E-sportskomplekset er drevet af byråddet i Hangzhou, der foruden den ny bydel planlægger at have yderligere 14 forskellige e-sportsprojekter i gang i 2022, herunder et e-sportsakademi, et hotel samt et hospital.

Branchens internationale samlingssted

Kineserens store ambitioner har også allerede tiltrukket flere store aktører i e-sportsmiljøet. Både den mangefacetterede paraplyvirksomhed Allied Esports og samt e-sportsorganisationen LGD Gaming har åbnet kontorer i den nye bydel, og for LGD Gaming vil byen oven i købet fungere som hjemsted for organisationens League of Legends-hold, der konkurerer i LPL.

Hangzhou skal desuden være vært ved de Asiatiske Lege i 2022, hvor e-sport måske for første gang bliver en integreret del af legene. I hvert fald kan kritikere ikke længere bruge logistik og dårlige faciliteter som en undskyldning, nu hvor byen har sin helt egen bydel dedikeret til e-sport.