Ad billede
Lyngby Boldklub går ikke konkurs og fortsætter deres esports-projekt sammen med Ambush Esport.

Konkurs afværges: Lyngby BK fortsætter deres esports-projekt

Lyngby BK afværgede deres konkurs for få dage siden, da de begyndte at udbetale løn til deres spillere igen, og de fortsætter samtidig derfor deres esports-projekt i samarbejde med Ambush Esport, det bekræfter grundlæggeren af Ambush, Zouheir Chreih, til Esportsmagasinet.

Skrevet af Emil Terkelsen – emil@esm.dk

Lyngby Boldklub har fået en kapitalindsprøjtning på 15 millioner kroner ifølge TV2 Sport, og det betyder, at de kan fortsætte i både Superligaen, men også i esport-regi.

Lyngby Boldklub annoncerede i samarbejde med Ambush Esport sidste måned deres indtog i esport ved at skrive under med et FIFA-hold bestående af seks spillere og en træner.

Deres konkurs har dog truet samarbejdets økonomiske fundament, men nu bekræfter Ambush’ grundlægger, Zouheir Chreih, at deres esports-projekt ligeledes er reddet.

“Lyngby er reddet og vores samarbejde med Lyngby fortsætter”, fortæller Zouheir Chreih til Esportsmagasinet.

Han understreger ligeledes, at parternes forhold ikke har ændret sig, da Lyngby har været meget professionelle omkring deres samarbejde gennem hele krisen, og de har haft en god og omfattende dialog kørende.

Afholder fan-event senere i februar

Det fortsættende samarbejde mellem Lyngby BK og Ambush Esport betyder samtidig, at de vil være tilstede ved det kommende fan-event, der afholdes af Lyngby BK’s fanklub, inden deres hjemmebanekamp mod AGF den 24. februar.

Her vil man kunne prøve kræfter med to af deres FIFA-spillere, da de vil være tilstede i klubhuset inden kampen, oplyser Zouheir Chreih til Esportsmagasinet.

Begge spillere er en del af WAOO Ligaen, og det er Malthe Dørge og Aldin Ismajlovic, der ligger henholdsvis på en 15. og 38. plads i Danmark på den nationale FIFA-rangliste.

Skriv et svar