Foto: Team Secret

“Man må jo bare kæmpe endnu hårdere, for at gøre sig fortjent til de lækre lønsedler og pengepræmier.”

Der er store løn- og præmieforskel på de beløb som de mandlige og kvindelige CS:GO-spillere indkasserer.

Skrevet af Kasper Frank – kasper@esm.dk

I følge esportsearnings.com har den mandlige gamer, der har tjent mest i karrieren, tjent mere end 2,5 mio. dollars, mens den kvindelige topscorer har tjent under 200.000 dollars.

Esportsmagasinet har spurgt danske Michaela “mimimicheater” Lintrup, hvad hun mener om den store forskel.

“Jeg synes faktisk kun, det er fair, at man får, hvad man fortjener. Ligesom i enhver anden sport, så har alle liga’er under den bedste en lavere løn, og det er det samme med CS. Det er selvfølgelig super ærgerligt, med de beløb folk vil smide efter os. Så må man jo bare kæmpe endnu hårdere, for at gøre sig fortjent til de lækre lønsedler og pengepræmier,” siger hun.

Hun oplever dog også, at fansene og de mandlige spillere efterhånden i højere grad accepterer de kvindelige spillere.

“Det var meget værre noget tid tilbage, hvor folk simpelthen ikke kunne acceptere, at kvinder spillede computerspil, og jeg føler, at der er sket en kæmpe udvikling præcis på dette punkt,” siger hun og fortæller, at folk ikke længere er ligeså aggressive overfor kvindelige spillere.

“Generelt har jeg ikke de store problemer, når jeg spiller sammen med mine venner og møder fremmede mennesker på nettet, der så finder ud af at jeg er en pige. Det indtryk jeg har, er, at de kun begynder at være rigtig strenge og fortælle mig utrolige grimme ting, hvis jeg ikke spiller bedre end dem, hvis jeg er god og spiller godt, er folk normalt utrolig venlige – i hvert fald overfor mig,” siger hun.

Læs portrættet: Mød Danmarks bedste kvindelige CS:GO spiller: Michaela ”mimimicheater” Lintrup

BBC sætter i øjeblikket fokus på 100 forskellige inspirerende kvinder, og i den forbindelse har de kastet sig over den kvindelige CS:GO-scene, hvor de blandt andre har produceret et indslag om Julia Kiran fra Team Secret, hvor også danske Michaela “mimimicheater” Lintrup spiller.

Dette indslag vil vi dog ikke skrive nærmere om, da Julia Kiran ikke er tilfreds med den måde, som BBC har vinklet historien på. Indslaget kan ses ved at følge dette link.