Norman Reedus spiller hovedrollen i Death Stranding. Foto: Kojima Productions / Sony Interactive Entertainment

Med Postmand-Per på tur i postapokalypsen: Anmeldelse af Death Stranding

En af årets mest ventede titler udkom fredag d. 8 november, og selvfølgelig tog vi et nærmere kig på spillet. Death Stranding er skabt af videospil-guruen Hideo Kojima, som mest af alt er kendt for den voldsomt populære serie Metal Gear Solid, og er hans første spil siden bruddet med Konami, inden udgivelsen af Metal Gear 5 tilbage i september 2015. Men har det været ventetiden værd, og er det lige så godt som vi har håbet? 

af Peter Skjøtt Poulsen

Death Stranding er omtrent ligeså æstetisk smuk en oplevelse, som man havde forestillet sig på baggrund af de bizarre trailere, der er kommet over det sidste års tid. Regnvåde og golde landskaber strækker sig i uendeligheder og understreger virkelig den melankoli, som bliver sat for dagen.

Du spiller som Sam Porter Bridges, der arbejder som en slags apokalyptisk postmand. Jorden, som vi kender den, er gået under og Amerika ligger i ruiner. Rundt om i landet ligger byer uden nogen reel forbindelse til omverdenen. Din opgave bliver hurtigt, men modvilligt, at samle nationen, og være med til at skabe enhed og stabilitet i en ellers knust verden.

Så meget for det overordnede plot.

At spoile en Kojima historie ville være ærgerligt, da de mange facetter bedst opleves på egen krop. Når det kommer til spillet i sig selv, er det dog nemmere at gå i dybden.

Vanen tro har Kojima pakket hans univers med så mange absurde og underlige elementer, at man hurtigt føler sig snotforvirret. Efter små 15 timers spil, begynder det hele dog så småt at give mening og være nogenlunde forståeligt. Elementer, som at ens karakter Sam render rundt med et fastspændt foster i en osteklokke, der hjælper med at spotte spøgelser lavet af tjære, giver efter 15 timer forbløffende god mening. Det samme gør sig gældende, når man angriber førnævnte spøgelser med håndgranater lavet af dine egne efterladenskaber (jeps. Bæ-granater er en ting i Death Stranding). Man køber langsomt men sikkert ind på præmissen, fordi – hvis man ikke gør det – er Death Stranding et fuldstændig åndssvagt spil. Problemet ligger dog i at præmissen for spillets historie og dermed univers er så langt ude og så lidt funderet i virkeligheden, at den kan være meget svært at købe ind på. Bevares: god fantasi er en fornøjelse i et spil, men fungerer bare bedst, når det er funderet i noget man som spiller kan relatere til i et eller andet omfang.

Foruden den bizarre historie og de underlige elementer, er Death Stranding også et umådeligt tungt spil, når det kommer til game mechanics. Efter fem timers spil bliver du stadig introduceret til nye elementer af dit gameplay, og det er dermed om at holde tungen lige i munden, hvis du vil have det fulde udbytte af spillet. Alt dette virker noget overilet, når man sidder og spiller spillet, da man langt det meste af tiden blot løber fra A til B med pakkepost af den en eller anden art, for så at skulle videre fra B til C, når man endelig kommer frem. Enten giver man sig hen til den lettere meditative oplevelse, det kan være at krydse kilometervis af øde landskaber, eller også mister man langsomt men sikkert tålmodigheden med et spil, der langt og bredt kan føles mere som en pligt at komme igennem.

Hideo Kojima har med Death Stranding endnu en gang vist, at han er en mester udi at skabe universer med innovative tiltag.

Er man til drømmende og langsomt udfoldende historier i spil, vil Death Stranding nok kunne fange dig, men er du mere til afvekslende gameplay og jordnære narrativer, vil du nok tænde helt af på Death Stranding. På trods af en verden, som synes rig på historie og nye gamemechanics, som tilsyneladende aldrig får en ende, er den endelige følelse af Death Stranding, at det er milevidt i skala, men desværre kun millimeterdybt. Det er en oplevelse værd, men er desværre ikke den æteriske oplevelse det blev gjort til.

3 ud af 6 stjerner.

Skriv et svar